Kildevand boomer i 7-Eleven, mens salget af sodavand ligger stabilt

Mens salget af den traditionelle sodavand ligger stabilt på indeks 100 i 7-Eleven, så er kildevand i stadig flere varianter steget med ca. 25 pct. i årets første otte måneder. Samtidig vokser den nye stenalderkost-inspirerede serie Pælæo inden for drikke, mad og barer med ekspresfart.

7-Eleven er ikke længere en rendyrket pizza-destination med colaen som naturlig ledsager. Det amerikanske begreb ”freedom of choice” bliver nu dyrket i jagten på nye sundhedsbevidste kunder. Samtidig er convenience-profilen blevet skærpet med flere forskellige to-go produkter.

Over de seneste tre til fire år har 7-Elevens danske butikker skruet ekstra op for convenience, sundhed, nye varer og friheden til at vælge sit måltid på farten. Det er sket for at tage konkurrencen op med især discountbutikkernes udvidede åbningstider.

- At det er nemt og hurtigt er ikke nok. Fremtidens convenience centrerer sig om umage, velsmag og kompleksitet. Gjort let og tilgængeligt, siger fremtidsforsker og ejer af Firstmove, Kirsten Poulsen, der rådgiver 7-Eleven.

Kundernes indkøbsmønster ændrede sig radikalt fra efteråret 2012, da lukkeloven blev ophævet med undtagelse af en række helligdage.

- Derfor justerede vi strategien og skærpede konceptet for at finde en ny position på markedet, siger indkøbschef Morten Vedel, Reitan Convenience, som leverer varer og koncept til de mange danske franchisetagere, der driver 186 butikker.

Den store fremgang i salget af kildevand på flaske forklarer indkøbschefen med, at danskerne har accepteret vand på flaske som convenience samtidig med lancering af nye kildevand med smag og med og uden brus. Alle drikkevarer i 7-Eleven bortset fra kaffen står på køl, så det er klar til at blive drukket på farten.

Mens salget af læskedrik, kildevand, energidrikke, shots og øl samlet set er en kategori i vækst, så har konkurrenterne med ophøret af lukkeloven taget en stor del af vin- og spiritussalget fra convenience-kæden.

- Som service for de kunder, der ønsker at købe deres værtindegave hos os eller måske på vej til fest, har vi et mindre udvalg af vin og spiritus. På samme måde som vi har Coca Cola i halvanden liters flaske nederst i køleskabet til de kunder, som forventer at kunne købe det produkt hos os, siger Morten Vedel.

Læs også: Stenalderkost hitter i 7-Eleven

kildevand

Kontakt

flt.