thisted bryghus low

Adm. direktør Aage Svenningsen og brygmester Antoni Aagaard Madsen har sammen forvandlet Thisted Bryghus til et landsdækkende brand med serier af specialøl i såvel eget mærke som private label. Blandt bryggeriets fyrtårne er Limfjordsporteren, der kaldes for øllets gentleman . Foto: Flemming Effersøe

Uanset om man er kunde i REMA 1000 eller en af Dagrofas købmandskæder, vil der være gode muligheder for at spotte Limfjordsporteren fra Thisted bryghus eller i folkemunde kaldet "øllets gentleman" på butikshylden.

Den har sammen med andre klassikere fra bryghuset som Øko Thy Classic, Porse Guld og Sten øl opnået en status som kravvare i ølafdelinger overalt i landet.

Thisted Bryghus er på fem år blevet forvandlet fra et lokalt bryghus med stærke rødder i det nordjyske til et bryghus, som med sit sortiment rammer en bred del af den danske dagligvarehandel. Innovation og købmandskab har skabt værdi for både bryghus og butikker.

- Vores succes kan først måles, når vi har solgt vores øl fra købmandens hylde. Med rækken af specialøl og med den øgede kendskabsgrad, som bryggeriet har fået de seneste år, giver det købmændene bedre mulighed for at øge deres omsætning og indtjening inden for specialøl. Og dermed få del i den årlige stigning på ca. 18 pct. i specialølskategorien, siger adm. direktør Aage Svenningsen.

Årets bryghus i 2015

I 2015 blev Thisted Bryghus kåret af Danske Ølentusiaster som Årets Bryghus. Og de ca. 2200 overvejende lokale aktionærer kan glæde sig over, at det 114 år gamle bryghus har vendt flere års underskud til overskud de seneste fire år. Det har gjort det muligt at investere i en fremtidssikring af bryggeriet med bl.a. nye tanke og tappeanlæg til fustager.

- Med rækken af nye specialøl og med den øgede kendskabsgrad, som bryggeriet har fået de seneste år, giver det købmændene bedre mulighed for at øge deres omsætning og indtjening inden for specialøl. Og dermed få del i den årlige stigning på ca. 18 pct., som der er i vækst på specialølskategorien, siger adm. direktør Aage Svenningsen.

Thisted Bryghus har haft succes med en strategi, hvor arven fra bryghusets klassiske pilsnerøl er kombineret med mere eksperimenterende øltyper som fx en serie ny nordiske øl uden brug af humle og kun med råvarer fra Nationalpark Thy.

I fjor lancerede bryghuset 16 nye øl, og i år ventes 10 nye øl på markedet, hvor et samarbejdsbryg med Mikkel Borg Bjergsø fra Mikkeller er det mest spektakulære.

- Her er det bedste fra Mikkellers topratede Beer Geek Breakfast og den ikoniske Limfjordsporter brygget sammen til en øl, som vi første gang kunne præsentere på ølfestival i Belgien og Købehavn i maj, fortæller brygmester Antoni Aagaard Madsen og tilføjer:

- Som et af de mindste blandt de gamle bryggerier er vi konstant udfordret på pris og markedsandel. Også fra nye konkurrenter, der er begyndt som mikrobryggerier og nu er blevet store specialøls bryggerier.

Købmanden blev bryggerdirektør

Bryghusets adm. direktør, der har en fortid som købmand i dagligvarehandlen, fremhæver, at Thisted Bryghus har været god til at koble sig på bølgen af specialøl:

- Vi har ramt et segment, hvor vi har placeret os mellem de billige og noget dyrere øl. Der er et stadig nedadgående prispres på specialøllet. Derfor er kunsten at levere en kvalitet på såvel produkt som design til en pris, som er konkurrencedygtig, men som også er med til give indtjening hos købmanden.

I samarbejde med Morten Sørensen, Marketing Bureau Sø & Co. bliver alle nye etiketter håndtegnet og serierne knyttet sammen i et moderne univers med nostalgiske undertoner.

- Vi er meget bevidste om, at vores serier skal fremstå visuelt inspirerende på købmandens hylder. Den samlede faceing er med til at skabe overblik for kunden, inspirere og vise et spændende udvalg, forklarer Aage Svenningsen og tilføjer:

- Vi bruger betydelige ressourcer på design og præsentation for at flytte salget fra billigere til dyrere varianter. Men i sidste ende er det op til købmanden at hjælpe sine kunder til at vælge mellem de mange øl. Efterhånden er de mange, nye mikrobryggere blevet så dygtige, at kvaliteten er steget og ikke længere så svingende fra bryg til bryg.

I den skærpede konkurrence om forbrugernes gunst bruger Thisted Bryghus gaveæsker som en effektiv salgsmetode:

- Gaveæskerne gør det muligt at sælge vores øl på tværs af serierne. Og dermed forhåbentlig skabe en bredere interesse om vores produkter og på den måde stimulerer til genkøb.

antoni aagaard low

Brygmester Antoni Aagaard med den originale Limfjordsporter og samarbejdsbrygget mellem Thisted Bryghus og Mikkeller.

 Om Limfjordsporter

Den daværende brygmester Peter Klemensen købte ved lukningen af Urban bryggeriet i 1986 rettigheden til navnet og den karakteristiske blå/orange etiket. I 1989 kom Limfjordsporteren så på markedet fra Thisted Bryghus, men Klemensen fortsatte med at udvikle på opskriften indtil 1997, hvor han ikke mente den kunne forbedres yderligere. Sidenhen er denne øl blevet et ikon i ølverdenen, og det er et af de relativt få produkter fra Thisted Bryghus, der findes uden for landets grænser - senest USA, hvor den fås på fad i adskillige velassorterede ølbarer.

Læs mere om udviklingen i salget af specialøl i det nye nummer af DSK Magasinet.

august 2016 1

 

Kontakt

flt.