Redigeret 05/12/03

Mærkevarer

Mere end 10 milliarder rationeringsmærker blev rakt over købmandsdisken under den rationering, som blev indført under besættelsen, og som virkede langt henne i efterkrigsårene p.g.a. fortsat varemangel og økonomiske kriser. De mest efterspurgte dagligvarer, kaffe og sukker, var på rationer i 13 år helt frem til 1952, og først i 1953 faldt den sidste rationering, kul og koks. I vinteren 1946-47 lå Danmark i dybfryser - alle farvande var tilfrosset - og det holdt hårdt at få lidt varme i kroppen fra den halvkolde kakkelovn.

Hvis en vare ikke var rationeret i besættelsestiden, så var det ganske enkelt fordi, den ikke var til at opdrive. Selv kaffeerstatning solgtes kun mod rationeringsmærker.

I isvinteren 46-47 blev restriktionerne for meget for forbrugerne - de danske husmødre. Fra hele landet deltog 10.000 husmødre i en protestdemonstration foran Christiansborg, anført af forfatteren og kvindesagsforkæmperen Thit Jensen. Budskabet var enkelt: Kvinderne ville have brændsel, sukker, soda, vaskemidler og en retfærdig fordeling af de knappe varer, især kød.

Ud over at administrere rationeringsmærker var købmanden også underlagt prisloven, som var gennemført straks efter besættelsen som et forbud mod "urimelige priser og forretnings-betingelser". Maksimalpriser og netto-avancer skulle nøje overholdes, og købmandens administrative arbejdsbyrde under besættelsen kan bedst sammenlignes med de pinsler, som momsens gennemførelse i 1967 medførte.

Varemanglen og rationeringsmærkerne var den ideelle grobund for kriminalitet. Politistyrken var opløst de to sidste besættelsesår, og i efterkrigs-årene antog kriminaliteten mafia-agtig skikkelse. Bedst kendt blev den såkaldte Edderkoppe-sag, hvor bagmanden, Svend Aage Hasselstrøm, i 1951 blev fængslet for sortbørshandel, røveri, hæleri og bestikkelse af politiet.