Redigeret 05/12/03

Krise og reformer

Mellemkrigstidens store økonomiske nedtur ramte for alvor landbrugslandet Danmark i 1930.

80 procent af eksporten var landbrugsvarer, heraf udgjorde flæsk og smør alene 60 procent, og priserne på disse to nøglevarer faldt henholdsvis 50 og 35 procent i 1930.

Landbrugets krise forplantedes lynhurtigt til hele samfundet, hvor bankkrak og virksomhedslukninger hørte til dagens uorden, og i 1933 nåede arbejdsløsheden op på 44 procent.

Thorvald Stauning havde dannet sin anden regering i 1929, hvor han bebudede bekæmpelse af arbejdsløsheden, krisehjælp til langtidsledige og sociale reformer. Den alvorlige økonomiske situation dannede i 1931 grobund for et forlig med Venstre og Konservative, der betød hjælp til arbejdsløse og forgældede landmænd.

Den verdensomspændende krise medførte protektionisme, og Valutacentralen indførte strenge restriktioner for handel med udlandet.

Købmændene - ikke mindst de grovvarehandlende - ramtes hårdt af krisen. I 1932 gennemførtes høstpanteloven, som både i kriseårene og senere fik uvurderlig betydning for samhandelen mellem de grovvarehandlende købmænd og landmændene.

I 1933 strandede overenskomstforhandlingerne. Arbejdsgiverne krævede 20 procents lønnedgang og varslede lock out, og forligsmanden opgav på forhånd at fremsætte et mæglingsforslag. Statsminister Stauning inviterede De radikales og Venstres topfolk hjem i privaten i Kanslergade. Det historiske forlig stjal opmærksomheden fra alt andet, selv om en østrigsk malersvend samme dag overtog magten i Tyskland.

Kanslergadeforliget indebar bl.a. startskuddet for K.K. Steinckes socialreform, vinterhjælp og igangsættelse af offentlige arbejder, mens landbruget fik en devaluering og ny handelsaftale med England.

Samfundet havde for første gang påtaget sig et ansvar for de dårligst stillede grupper, og 30'erne blev i det hele taget præget af social fremgang: Lov om arbejdsløshedsforsikring, ferielov, funktionærlov samt revision af lærlingeloven og medhjælperloven.