Redigeret 29/04/04

Købmændenes grundlov

Indtil midten af 1800-tallet var al handel og håndværk i Danmark baseret på middelalderens laugsvæsen og købstædernes monopol på handel. Med grundloven i 1849 blev næringsfrihed stillet i udsigt, og løftet blev indfriet i 1857 med næringsfrihedsloven - også kaldet "købmændenes grundlov".

Eftertidens historikere har betegnet næringsfrihedsloven som den måske mest samfunds-omvæltende enkeltlov, der nogensinde er gennemført i Danmark. Alle danskere - dem var der ca. 2 millioner af - kunne nu etablere sig som håndværksmestre, uanset om man var uddannet eller ej, og handelslaugene blev ophævet, så det tidligere borgerskab for eksempelvis grosserere, købmænd og detaillister afløstes af næringsbrev på handel.

Købstædernes monopol på handel var dermed brudt ved lovens ikrafttræden i 1862 - dog med den undtagelse, at der blev indført et såkaldt "læbælte" på en mils bredde omkring købstæderne, hvor der ikke måtte drives handel. Dermed var oplandet stadig nødsaget til at søge ind til købstaden for at handle, men næringsfriheden betød samtidig, at handlende frit kunne etablere sig i de mindre byer.

H.C.Andersen betegnede 1857 som "det mærkværdige år" - et år, hvor det gamle måtte vige for udviklingen. Københavns byporte blev revet ned, gadernes tranlygter blev skiftet ud med gaslygter, og én af Danmarks ældste indtægtskilder, Øresundstolden, indført af Erik af Pommern i 1429, blev ophævet mod en éngangserstatning på 33 1/2 millioner Rigsdaler fra de søfarende nationer.