Redigeret 05/12/03

Butiksdød

Før århundredeskiftet fødte kvinderne i gennemsnit 4,4 børn - igennem 1920'erne og 30'erne faldt tallet til det halve, og dermed skabtes også grobund for, at kvinderne i stigende tal søgte ud på arbejdsmarkedet. De fleste kvinder fik husligt arbejde - først efter krigen steg antallet af kvinder i industri, håndværk, handel og kontor ganske mærkbart.

Da produktion og forbrug i slutningen af 50'erne steg lige så hastigt som en sputnik, gik det vante indkøbsmønster i opløsning. Tidligere arbejdede mor Danmark i hjemmet. I byerne foretog hun dagens indkøb til fods i sidegadernes lokalbutikker, og i landdistrikterne gik turen på cykel ind til den nærmeste by. Nu blev flere og flere kvinder udearbejdende husmødre, og de nye supermarkeder, hvor de travle dobbelt-arbejdende kvinder kunne samle alle deres indkøb, blev en dødelig konkurrent for de mindre handlende. Butiksdøden satte ind i begyndelsen af 1960´erne og fortsatte med fuld styrke langt op i 70´erne med op imod 400 lukninger om året.

Også på et andet markant område fik familien Danmark nye indkøbsvaner. Fra midten af 60´erne havde mange fået bil, og samtidig foregik en betydelig vandring af arbejdskraft fra land til by, hvor behovet for boliger og parkeringspladser satte gang i en omfattende bysanering. Også i den forbindelse døde mange små butikker en voldsom død, og dagligvarehandelen koncentreredes efterhånden i supermarkederne.

Da den første oliekrise kradsede hårdt i forbrugernes lommer i midten af 70´erne, åbnede den tyske Aldi-kæde sin første discount-butik i Danmark, og andre kæder fulgte hurtigt succesen op. Denne udvikling skubbede yderligere til små-handlende i landdistrikterne, hvor forbrugerne svigtede de lokale handlende og hellere foretog større indkøbsture til de nye butikscentre i byerne.

I 1990´erne er koncentrationen fortsat, selv om også mange minimarkeder på landet nu har omsætningsfremgang, som følge af den ny lukkelov, konceptudvikling og kædesamarbejde.