Redigeret 11/10/07

Besættelsen

I mere end 100 år har danskerne diskuteret butikkernes åbningstider. Adskillige forsøg er gjort igennem årene på at gøre parterne tilfredse, men tilsyneladende er interesserne uforenelige hos de handlende, deres ansatte og forbrugerne.

Den første lukkelov er fra 1904, hvor der blev indført søndagslukning. Allerede fire år efter blev loven revideret, så der indførtes 20-lukning ugens fem første dage, mens der om lørdagen kunne holdes åbent til kl. 23. Butikkerne kunne tidligst åbne kl. 4 om morgenen. Året efter ændrede lovgiverne igen på bestemmelserne, så der kunne holdes åbent til kl. 21 alle hverdage.

Loven fik nu lov at fungere frem til 1933, hvor butikstiderne blev ændret til kl. 18 ugens fire første dage, kl. 19 fredag og kl. 20 lørdag. Blandt DSK's medlemmer var der stor modstand mod at indskrænke åbningstiden lørdag, hvor mange havde ugens største salg.

Besættelsesårene var præget af varemangel og mørkelægning, hvorfor åbningstiderne - i lighed med årene 1914-18 - blev skåret kraftigt ned. I 1946 kom så den lov, som fik lov til at virke de næste 30 år: Kl. 17.30 ugens fire første dage, kl. 20 om fredagen, og som noget nyt blev der indført weekend-lukning fra lørdag kl. 14. Besættelsen, varemangel og en hård rationering af især brændsel i efterkrigsårene er altså en stærkt medvirkende årsag til, at danskerne igennem de sidste 50 år har kunnet holde weekend.

Efter fem års kommissionsarbejde blev lukkeloven i 1976 afløst af den første lov om butikstid. Og diskussionerne fortsætter, bl.a. om butikker ved havnearealer, nyåbnede butikker og omsætningsgrænsen for søndagsåbent.