DSK Nyhedsbrev

Modtag DSK Nyt pr. mail
Forside    /   Om DSK

Redigeret 28/06/10

Resultater til gavn for købmændene

DSK’s arbejde for købmændene startede for mere end 100 år siden, men denne oversigt starter ved årtusindskiftet, år 2000, og viser et udvalg af de mange resultater, som DSK har opnået for købmændene frem til i dag.

Listen burde retfærdigvis også rumme de mange forslag og regler, der kunne gøre livet surt for købmændene, og som DSK derfor har argumenteret imod og fået afværget. Den burde også rumme DSK’s mange sejre ved domstolene for enkeltstående købmænd, og den burde afspejle den vigtige sejr, der ligger i, at købmændene har undgået mange problemer og bøder ved i tide at modtage information og rådgivning om nye regler. Det ville blive for omfattende at have alt dette med, så dette er altså "kun" en kort version af DSK’s øvrige bedrifter.

Indholdsfortegnelse

  1. År 2000
  2. År 2001
  3. År 2002
  4. År 2003
  5. År 2004
  6. År 2005
  7. År 2006
  8. År 2007
  9. År 2008
  10. År 2009
  11. 2010:

1. År 2000

  • På bl.a. DSK’s opfordring sker der en liberalisering af salget af håndkøbsmedicin.
  • Ny erhvervslejelov bygger på en aftale, som DSK i samarbejde med en række andre organisationer indgik med udlejerorganisationerne.
  • DSK’s indsigelser mod regionplantillæg stopper etablering af varehuse på 5.000 m2 eller mere. Planlagte butikker i tre amter reduceres til 3.000 m2.
  • De danske bryggerier, læskedrikfabrikanter og dansk dagligvarehandel, med DSK som hovedforhandler, etablerer Dansk Retursystem A/S.
  • Lukkelovs-revision med store DSK-fodaftryk – og en ”tidsel” i form af 8 søndage, hvor alle butikker må holde åbent.

2. År 2001

  • DSK-indsigelse mod regionplanforslag i amt resulterer i, at amtet beslutter ikke at give tilladelse til større butikker, end planloven giver mulighed for, og antallet af aflastningscentre nedsættes fra 30 til 5!
  • Oksekøds-egenkontrol forenkles.
  • Vestre Landsret afgør, at lavprisvarehuset Bilka i Horsens er ulovligt opført. Vestre Landsret pålægger Naturklagenævnet at anerkende, at Horsens Kommunes lokalplan er ugyldig – og dermed er lavprisvarehuset ulovligt opført.
  • Efter forhandlinger med bladudgiverne forhøjes avancerne på bl.a. månedsblade og kvartalsblade
  • DSK sælger Dansk Købmands-Inventar A/S, Innopac A/S og Søren Mygind A/S til Bunzl.
  • En udbygning af BST-tilslutningspligten sættes i stå, bl.a. efter indsats fra DSK.
  • Arbejdstilsynets ret til at udstede administrative bøder for f.eks. manglende APV stoppes, bl.a. efter henvendelser fra DSK til beskæftigelsesministeren.

3. År 2002

  • Engangsemballage til øl og sodavand tillades i Danmark. Det har bl.a. DSK kæmpet for i mange år.
  • Behersket ændring af planloven – DSK opnår i stor udstrækning målet: der skal opretholdes en finmasket butiksstruktur.
  • Væsentlig nedsættelse af online-afgifterne til Dansk Tipstjeneste A/S – efter lange forhandlinger.
  • DSK vinder principsag om lukkeloven i byretten vedr. en kommunes dispensation for lukkeloven.
  • Efter et stort og vedvarende pres fra dagligvarehandlen, ikke mindst fra DSK, er grænsehandlen på finansloven. Året efter nedsættes afgiften på spiritus, cigaretter og sodavand.
  • DSK, Dansk Textil Union, Danmarks Skohandlerforening og Danmarks Tapet- og farvehandlerforening etablerer ”bofællesskab” i Købmændenes Hus, der skal styrke foreningernes erhvervspolitiske indflydelse og give medlemmerne større medlemsfordele.
  • Efter pres fra bl.a. DSK hæver Dansk Tipstjeneste tilbagebetalingsprocenten på flere spil, som medfører øget omsætning hos tipsforhandlerne. Der afsættes desuden 5 mio. kr. årligt i en bonuspulje.

4. År 2003

  • DSK’s utrættelig kamp for en nedsættelse af emballageafgiften får regeringen til at nedsætte emballageafgiften med 80 pct. for øl og sodavand. Det svarer til ca. 40 øre ekskl. moms pr. dåse.
  • DSK vinder sag i Vestre Landsret, der slår fast, at kommuner ikke må dispensere for lukkelovens butikstider i mindre byer.
  • Miljøministeriet skriver på DSK’s opfordring til to amter, at deres planer om meget store dagligvare- og udvalgsvarebutikker samt butikscentre ligger uden for planlovens formål.

5. År 2004

  • DSK vinder i Højesteret: Bilka i Horsens er ulovligt. DSK får medhold i, at Horsens Kommune og Naturklagenævnet handlede ulovligt ved at tillade Dansk Supermarked A/S at opføre Bilka i Horsens.
  • DSK er sammen med Coop og Dansk Supermarked med til at sikre butikkerne en kompensationspulje fra Bryggeriforeningens medlemmer på ca. 42 mio. kr. Det er kompensation for pantændringen i begyndelsen af året.
  • Miljøministeren har, bl.a. på opfordring fra DSK, bremset planerne for et nyt butikscenter, da centerets placering var ulovlig.
  • Fødevaredirektoratet gør det muligt at tilbyde kunderne selvbetjent salatbar. DSK har efterlyst denne mulighed i mange år.
  • Folketinget indfører næringsbrev til fødevarebutikker. DSK har sammen med HORESTA kæmpet en hård kamp for dette. Målet er at få lukket butikker, der systematisk bryder loven.
  • DSK vinder sag i Naturklagenævnet. Planerne om udvidelse af et supermarked til ca. 5.000 m2 er ulovlig, da nye arealer til butikker som hovedregel skal findes i bymidten.
  • Afgifterne på øl og vin lempes som følge af Finansloven. Det finansieres ved, at afgiften på cigaretter hæves.
  • Efter lange forhandlinger med Dansk Tipstjeneste aftales en væsentlig nedsættelse af online-afgifterne.
  • Miljøministeren bremser et amts voldsomme planer for detailhandlen. I henhold til planloven skal samtlige otte projekter ændres mht. størrelse og placering.

6. År 2005

  • DSK og den øvrige detailhandel kæmper en brav kamp imod Dankort-gebyret og kræver, at bankernes gebyrer som minimum skal være synligt for forbrugerne. Efter kort tid fjerner økonomi- og erhvervsministeren bankernes mulighed for at opkræve 50 øre pr. betaling og indfører en - desværre konkurrenceforvridende - abonnementsordning, hvor butikkerne betaler til kortets infrastruktur.
  • DSK vinder to planlovssager i Naturklagenævnet. De to sager understreger, at landets kommuner skal tage planlovens bestemmelser alvorligt.
  • Efter en årelang kamp, anført af bl.a. DSK, får Told&Skat mulighed for at beslaglægge øl- og sodavand, hvis kravene om pant ikke er overholdt.
  • Miljøministeren gør, på DSK’s opfordring, indsigelse mod amts forsøg på en retlig lovliggørelse af en eksisterende Føtex, der er større end loven tillader.
  • DSK indgår ny rammeaftale om pension og forsikringer med Nordea Liv & Pension. ”DSK Pension” rummer mange fordele for købmanden og medarbejderne.

7. År 2006

  • Efter seks år lykkes det DSK at overbevise mynighederne om, at mængderegnskab vedr. oksekød ikke gør fødevaresikkerheden bedre.
  • Ny lov betyder, at salg af øl og sodavand uden pant medfører ”klip” i næringsbrevet, og ejeren kan derfor miste retten til at drive butik. Desuden indføres større bøder ved gentagne overtrædelser.
  • Miljøministerens detailhandelsudvalg, hvori DSK deltager, afleverer en betænkning, hvor flertallet indstiller, at der kun kan ske en moderat liberalisering af planloven.
  • Naturklagenævnet giver DSK medhold i, at Føtex i Roskilde og Hillerød er for store - begge over 4.000 m2 - og skal ombygges for at overholde planlovens regler.
  • Sodavandsafgiften sænkes med 30 øre pr. liter – et skridt i den rigtige retning.
  • Naturklagenævnet giver DSK medhold i, at Føtex i Vanløse er større end tilladt efter loven.

8. År 2007

  • Efter henvendelse fra DSK kontakter Forbrugerombudsmanden Scandlines for at stoppe deres ulovlige brug af rabatkuponer.
  • DSK, Coop og Dansk Supermarked indgår aftale med bryggerierne, der forhøjer håndteringsgodtgørelsen mærkbart.
  • DSK indgår samarbejdsaftale med ProLøn og sikrer dermed DSK-medlemmer rabat på alle ydelser fra ProLøn.
  • Sammen med Topdanmark udvikler DSK en tillægsdækning til løsøreforsikring, som skal dække købmanden i tilfælde af indtrængen af skadedyr.
  • Folketinget vedtager en forholdsvis beskeden liberalisering af planloven. DSK konstaterer med glæde, at der herefter ikke kan opstå nye sager som Bilka-sagen i Horsens.
  • DSK fejrer 100 års jubilæum.

9. År 2008

  • Vareudbringning til private forbrugere bliver lettere, da reglerne forenkles efter pres fra DSK.
  • Leverpostejsbekendtgørelsen ophæves. DSK har gennem mange år arbejdet på at få denne varestandard ophævet.
  • DSK presser på for forenkling af kravene for køletemperaturer, og den besværlige særregel vedr. opbevaringstemperatur for pasteuriseret æg ændres.
  • DSK får i samarbejde med Coop og Dansk Supermarked en aftale på plads med bryggerierne, der sikrer håndteringsgodtgørelse for al engangsemballage med pant og en generelt mere korrekt og retfærdig håndteringsgodtgørelse.
  • På et ekstraordinært repræsentantskabsmøde får DSK nye vedtægter, som bl.a. medfører. at kædemedlemmernes direktører bliver medlem af DSK’s bestyrelse. Samtidig vælges købmand Lisbeth Dalgaard til ny formand.
  • DSK’s formand Lisbeth Dalgaard får HK Handel’s arbejdsmiljøpris.
  • DSK, Coop og Nærbutikkernes Landsforening indgår en aftale med House of Prince om forbedret avance for salg af cigaretter.

10. År 2009

  • DSK overtager en række arbejdsopgaver på det fødevarelovgivningsområdet fra SuperGros. Samtidig overtages administration af den elektroniske egenkontrol og daglig support til butikkerne vedrørende denne.
  • Økonomi- og erhvervsministeren når - efter hårdt pres fra bl.a. DSK - frem til , at det danske forbud mod rabatkuponer kan fortsætte.
  • Regeringen beslutter at imødekomme DSK's og Dansk Erhvervs ønsker om længere frister for betaling af A-skat og afregningen af moms for virksomheder, der betaler månedligt eller kvartalsvis.
  • Det lykkes at få forenklet reglerne for mærkning af fødevarer, der fremstilles, pakkes og sælges i samme butik.
  • Stort supermarkedsprojekt i Østjylland stoppes, bl.a. efter DSK har redegjort for, at det vil stride mod intentionerne i planloven.
  • Lovændring betyder, at pengeinstitutterne kan give butikker oplysninger om identiteten på forbrugere, der har betalt for lidt med et betalingskort. DSK har i årevis arbejdet for denne ændring.
  • DSK tager initiativ til og samler hele detailhandlen om et lukkelovs-kompromis, som ministeren udtaler vil danne grundlag for regeringens lovforslag.


2010:

  • Kæderne NærKØB, LetKøb og Go’on beslutter at melde butikkerne ind i DSK. Tilsammen har de tre kæder ca. 330 butikker.
  • Regeringen fremlægger forslag om en 18 års aldergrænse ved køb af drikkevarer med mere end 7 %. Takket være en koordineret indsats i detailhandelen og hos VSOD, bliver grænsen ændret til 16,5 %.
  • Regeringen undlader at gennemføre afgiftsforhøjelser på øl, vin og spiritus, bl.a. takket være en grænsehandelsanalyse fra DSK.

(18.05.10)

De Samvirkende Købmænd / Svanemøllevej 41 / Postboks 122 / 2900 Hellerup / Tlf. (+45) 39 62 16 16 / Fax (+45) 39 62 03 00 / dsk@dsk.dk