Redigeret 18/03/13
Viden om lukkeloven
Hvem er omfattet?
Lukkeloven omfatter alle udsalgssteder, hvorfra der sælges varer til forbrugere. Det vil sige butikker, boder m.v.
Ændringer pr. 1. oktober 2012
Den 1. oktober 2012 trådte den sidste del af lukkelovsændringen fra 2010 i kraft. Det betyder, at butikkerne i meget vid udstrækning kan holde åbent, som de ønsker. Tilbage er alene restriktioner på en række helligdage.
Disse helligdage er følgende dage: Nytårsdag, skærtorsdag, langfredag, påskedag, 2. påskedag, St. Bededag, Kr. Himmelfartsdag, pinsedag, 2. pinsedag, 1. juledag og 2. juledag. Derudover gælder restriktionerne også på grundlovsdag, juleaftensdag og nytårsaftensdag efter kl. 15.
Lukkelovens regler
Læs her lukkelovens regler pr. 1. oktober 2012.
Siden 1995 har det været tilladt for alle butikker at holde åbent døgnet rundt fra mandag morgen kl. 6.00 til lørdag eftermiddag kl.17.00 - de seneste to år til kl. 20 - uanset hvor store butikkerne er, og uanset hvad de sælger.
Særregler for mindre dagligvarebutikker
Butikker, der hovedsageligt sælger dagligvarer, og som har en omsætning under p.t. 32,8 mio. kr. årligt, er undtaget fra lukkelovens lukketidsregler. De kan således holde åbent på helligdage.
Som dokumentation for, at butikken opfylder betingelsen, skal der indsendes en revisorerklæring til Erhvervsstyrelsen, der på sin hjemmeside offentliggør, at erklæring er indsendt.
Dagligvarebutikker med en årlig omsætning under p.t. 14,2 mio. kr. kan holde åbent uden at indsende en revisorerklæring.


