DSK Nyhedsbrev

Modtag DSK Nyt pr. mail
Forside    /   Nyheder   /   Pressemeddelelser

Redigeret 14/02/05

Købmænd advarer mod skjult Dankort-gebyr

De Samvirkende Købmænd opfordrer Forbrugerrådet til at stå fast på, at prisdannelsen også på bankydelser bør være gennemsigtig.

Ifølge Ritzaus Bureau fredag har Forbrugerrådets direktør, Rasmus Kjeldahl, nu åbnet en dør på klem for, at en løsning af striden om Dankort-gebyret ”kunne være at forbyde butikkerne at vælte gebyret over på forbrugerne”.

I en kommentar hertil siger adm. direktør John Wagner, De Samvirkende Købmænd:

”Det er og bliver aldeles urimeligt, hvis detailhandelen i al fremtid skal fungere som skjold for pengeinstitutternes gebyr-politik - en til tider også provokerende politik, som pengeinstitutterne selv bør bære den forretningsmæssige risiko ved. Vil pengeinstitutterne opkræve gebyrer for brugen af Dankort, er forbrugerne bedst tjent med, at det sker i et gennemsigtigt system direkte imellem pengeinstitutterne og deres kunder, så gebyrerne ikke skjules i andre omsætningsled”.

Ifølge DSK’s direktør er det ”logik for burhøns”, at et eventuelt forbud mod, at butikkerne opkræver bankgebyret hos kunderne, vil betyde prisstigninger på dagligvarer:

”Priskonkurrencen på dagligvaremarkedet er i dag så skarp, at ingen vil kunne bære en sådan meromkostning. Mange supermarkeder har omkring 100.000 Dankort-transaktioner om året. Hvis ikke man kan videreføre gebyret på 50 øre til den enkelte Dankort-bruger, må omkostningen i form af bankgebyrerne på i alt 50.000 kr. nødvendigvis dækkes ind over varepriserne. Forbrugerrådet kan da ikke mene, at dét er en rimelig behandling af de forbrugere, som betaler kontant”, siger John Wagner.

Kontakt

Yderligere oplysninger kan fås hos adm. direktør John Wagner, telefon 39 62 16 16 eller mobil 20 23 26 16.

De Samvirkende Købmænd / Svanemøllevej 41 / Postboks 122 / 2900 Hellerup / Tlf. (+45) 39 62 16 16 / Fax (+45) 39 62 03 00 / dsk@dsk.dk