Redigeret 16/07/07
Købmænd: Sundt forslag om lav moms
De Samvirkende Købmænd (DSK), der repræsenterer 1.300 købmandsejede dagligvarebutikker, betegner det som meget positivt, at sundhedsordførere fra V og K - støttet af vicestatsminister Bendt Bendtsen - nu ønsker konsekvenserne af differentieret fødevaremoms på i første omgang frisk frugt og grønt undersøgt.
Danske forbrugere er uhyre prisbevidste. Vi læser os igennem kilovis af tilbudsaviser hver eneste uge fra alle de store butikskæder og går aldrig af vejen for et godt tilbud. Der er derfor stor tilfredshed hos De Samvirkende Købmænd, DSK, med dagens ønske fra ledende politikere hos V og K om en undersøgelse af differentieret moms på i første omgang frisk frugt og grønt.
"Frisk frugt og grønt er nemt at definere. Ingen er i tvivl om, at frugt og grønt er sundt og samtlige andre EU-lande har allerede i dag en særlig lav moms på fødevarer. Vi foreslår, at man i Danmark afskaffer eller sænker momsen på frisk frugt og grønt i en tre-årig forsøgsperiode med henblik på at drage såvel sundhedsmæssige som økonomiske erfaringer med moms-differentiering," siger underdirektør Claus Bøgelund Nielsen fra DSK.
"Hvis politikerne ønsker at nedsætte en kommission eller et udvalg til at analysere fordele og ulemper deltager købmændene meget gerne i det arbejde. Vi ved, at gode tilbud og lavere priser ændrer forbrugernes indkøb, og hvis vi kan bidrage til at få løst de massive problemer med overvægt gør vi det endog meget gerne," siger Claus Bøgelund Nielsen fra DSK.
Yderligere oplysninger kan fås hos underdirektør Claus Bøgelund Nielsen hos DSK på telefon 23 45 30 59.

