DSK Nyhedsbrev

Modtag DSK Nyt pr. mail
Forside    /   Nyheder   /   Pressemeddelelser

Redigeret 02/11/05

Købmænd kritiserer liberalisering

”Uden lukkelov og uden planlov vil kun de 20-25 største danske byer kunne bevare et levende butiksliv”, sagde formanden for De Samvirkende Købmænd, Paul Nönnecke, på organisationens årsmøde på Nyborg Strand, onsdag.

"Det er trist, at borgerlige partier har set sig onde på lukkelov og planlov. For Danmarks liberale parti, Venstre, handler det formentlig om ideologi og en form for symbol-politik, men hvad vil de konservative og Dansk Folkeparti på den galej”, spurgte formanden for De Samvirkende Købmænd, købmand Paul Nönnecke, på DSK’s årsmøde på Nyborg Strand, onsdag.

Ifølge Paul Nönnecke, der på mødet blev genvalgt til en ny to-årig formandsperiode, er det svært at vurdere, hvad der har størst betydning for købmændene – lukkeloven eller planloven?

”Men det er uomgængeligt, at uden lukkelov og uden planlov havde vi ikke i Danmark i dag kunnet bryste os af en butiksstruktur, hvor der stadigvæk er dagligvarebutikker i landdistrikterne, i byernes boligområder og et spændende butiksliv af blandet udvalgsvarehandel i købstædernes bymidter.

Uden lukkelov og uden planlov ville Danmark i dag have haft en butiksstruktur a’la den svenske, hvor det meste af detailhandelen foregår i ensartede storcentre ved indfaldsvejene til de største byer”, sagde DSK’s formand og tilføjede med klar adresse til regeringspartiernes ønske om en liberalisering af planloven:

”Det er og bliver lukkeloven og ikke mindst planloven, der forhindrer en detailhandelsudvikling, hvor kun de 20-25 største danske byer har et levende butiksliv”.

Fredsvalg til ny hovedbestyrelse

De 200 deltagere på DSK’s årsmøde var også samlet for at vælge hovedbestyrelse for de kommende to år.

Formanden for DSK igennem snart 10 år, købmand Paul Nönnecke, SuperBest i Helsinge, blev genvalgt til en ny 2-årig formandsperiode. Også DSK’s næstformand, købmand Kim Poulsen, Merko i Nr. Vorupør ved Thisted, fortsætter. De indgår i DSK’s forretningsudvalg, hvortil også købmand Kennet Berlin, der driver to Super SPAR butikker i Nykøbing F. blev nyvalgt.

Herudover blev følgende genvalgt til DSK’s hovedbestyrelse: Købmand Eggert Christiansen, Aktiv Super i Ullerslev på Fyn, købmand Knud Hermansen, SuperBest, København, købmand Lasse Møller Madsen, SuperBest, Aalborg, og købmand Lisbeth Dalgaard Svanholm, Dalgaard Supermarked i Hørsholm.

DSK’s hovedbestyrelse fik dertil to nye medlemmer, nemlig købmand Hans-Henrik Mortensen, der driver to SPAR butikker i Toksværd og Holme-Olstrup, og købmand Finn Degn Ovesen, der har to Super SPAR butikker i Himmerland.

DSK repræsenterer i dag næsten 1.350 købmandsejede supermarkeder, nærbutikker, minimarkeder og convenience-butikker i kæder som f.eks. Spar, SuperBest, Aktiv Super, Merko, Focus, Rema 1000, 7-Eleven, ISO, Dreisler Storkøb, Løvbjerg, ABC Lavpris og Dagrofa S-Engros. Medlemsantallet er steget en smule de seneste år, hvor både 7-Eleven og ABC Lavpris er blevet nye kædemedlemmer af  DSK.

Kontakt

Yderligere oplysninger kan fås hos adm. direktør John Wagner, mobil 20 23 26 16.

Fotos fra årsmødet og af DSK’s  hovedbestyrelse kan rekvireres hos informationskonsulent Mille Engberg på me@d-s-k.dk.

De Samvirkende Købmænd / Svanemøllevej 41 / Postboks 122 / 2900 Hellerup / Tlf. (+45) 39 62 16 16 / Fax (+45) 39 62 03 00 / dsk@dsk.dk