Redigeret 19/04/04
DSK støtter kritik af "Vodkakylling"
De Samvirkende Købmænd bakker Håndhævelsesudvalgets kritik af ”Vodkakyllingen” op, og har tidligere på det kraftigste opfordret købmændene til ikke at tage dette eller lignende produkter ind i sortimentet.
”Vodkakyllingen” er et Ready-to-drink-produkt med alkohol, og det kritiseres af Håndhævelsesudvalget for ikke at leve op til branchens regler for ansvarlig markedsføring. ”Vodkakyllingen” var påskens afløser for den meget udskældte ”Vodkanisse” ved juletid.
De Samvirkende Købmænd, der også er medlem af Håndhævelsesudvalget, tager afstand fra markedsføring af alkoholdige produkter, der særligt appellerer til børn og unge.
”Det er uetisk at udforme et produkt med alkohol i, så det ligner et produkt til børn, og derfor har vi opfordret vores medlemmer til ikke at føre sådanne produkter, der ikke opfylder kravene til god markedsføring. De vejledende regler for markedsføring af alkoholdige drikkevarer er særligt fokuserede på beskyttelsen af børn og unge, og Sundhedsministeren har vist stor politisk opmærksomhed over for problemet. Vi vil meget gerne bidrage til, at de vejledende reglerne på området overholdes, og vil fortsat opfordre vores medlemmer til ikke at sælge produkter af denne karakter”, siger Henriette K. B. Andersen, underdirektør i De samvirkende Købmænd.
Om Håndhævelsesudvalget:
Håndhævelsesudvalget ledes af en uafhængig formand, advokat Ejvind Sindal. Forbrugerrådet og Bruggeriforeningen er permanente medlemmer af udvalget. Forbrugerstyrelsen har fast observatørstatus i udvalget. De øvrige medlemmer er Danske Reklamebureauers Brancheforening, Dansk Handel og Service, De Samvirkende Købmænd, Foreningen af Danske Spiritusfabrikanter, HORESTA og V.S.O.D.
***
Yderligere oplysninger kan fås ved henvendelse til DSK's underdirektør Henriette K. B. Andersen på tlf. 39 62 16 16 eller på mobil tlf. 40 45 57 48.

