Redigeret 25/10/04
Købmænd om grænsehandel: Skønmaleri fra Skatteministeriet
Skatteminister Kristian Jensen (V) har netop offentliggjort den længe ventede "Rapport om grænsehandel 2004." De Samvirkende Købmænd (DSK), der repræsenterer næsten 1400 købmandsejede dagligvarebutikker, betragter Skatteministeriets rapport som "et skønmaleri"
Købmændene har gennem mange år haft den overbevisning, at den omfattende grænsehandel ved den dansk-tyske grænse i meget høj grad drives af handelen med øl. Øllet er den ubetingede ”magnet” og trækker i sig selv mange mennesker til de tyske butikker. De seneste officielle tal fra Told & Skat viser et fald i det danske ølsalg på hele 7,3% for månederne januar - juli 2004. Salget af læskedrikke er i samme periode faldet ca. 5-6%. Disse fald er markante og overgår langt en normal ændring i forbruget. Efter DSK's opfattelse skyldes det markante fald både en stigning i den private grænsehandels andel af det samlede forbrug af øl og det omfattende salg af illegalt importerede "afgiftsfri" produkter i kiosker og hos grønthandlere m.m.
DSK's adm. direktør, John Wagner, siger i en kommentar til den ny grænsehandelsrapport: "Skatteministeriet præsenterer et skønmaleri - meget langt fra det virkelighedsbillede, som dansk dagligvarehandel også har oplevet det seneste år med markante fald i salget af især øl og læskedrikke."
Dagligvarehandelen tilbage til Danmark
"Sidste års afgiftslettelser på tobaksvarer og spiritus har bragt omsætning, arbejdspladser og indtægter fra skatter og afgifter hjem til Danmark. Men handelen med især øl og sodavand, men også vin, er stadig meget omfattende. Handelen med sodavand har faktisk aldrig været højere. Regeringsgrundlagets ord fra september 2001 om at "forebygge vækst i grænsehandelen, og nedsætte afgifterne på typiske grænsehandelsvarer", bør derfor - i forbindelse med de kommende finanslovforhandlinger - føre til en nedsættelse af afgifterne på øl, sodavand og vin."
"Ølafgiften på en almindelig pilsner udgør i dag kr. 1,11 incl. moms. En halvering vil være tilstrækkelig til, at det markant vil mindske grænsehandelen og kunne mærkes på salget i de danske butikker," siger John Wagner og fortsætter:
"Det hjælper altså ikke på omsætningen hos en købmand eller en brugs i Sønderjylland, at svenskere køber mere spiritus i Helsingør, eller at amerikanske krydstogtturister køber porcelæn på Strøget i København. Ifølge skatteministeriet køber danskerne såkaldte nydelsesmidler for 3,6 mia. kr. om året i Tyskland. Det er der en løsning på, og det er og bliver afgiftsnedsættelser i Danmark, og det kan heller ikke en ny skatteminister tale sig uden om."
Kontakt
Nærmere oplysninger hos DSK's udviklingskonsulent Claus Bøgelund Nielsen, 39 62 16 16 eller 23 45 30 59.

