DSK Nyhedsbrev

Modtag DSK Nyt pr. mail
Forside    /   Nyheder   /   Pressemeddelelser

Redigeret 06/05/04

DSK forfølger Bilka-sagen

De Samvirkende Købmænd anmoder nu Det kommunale tilsyn ved Statsamt-manden om at gribe ind over for Horsens Kommune, som ikke har taget reelle skridt til at lukke det ulovlige lavprisvarehus, Bilka, i det ulovlige byggeri i Horsens.
 

Præcis to uger efter Højesterets dom i den såkaldte Bilka-sag fra Horsens, hvor Højesteret fastslog, at såvel bebyggelsens udformning, placering og anvendelse er ulovlig, har De Samvirkende Købmænd nu taget de næste skridt i sagen mod Horsens Kommune.

Advokat Poul Hvilsted, Advokatfirmaet Bech-Bruun Dragsted, der på vegne af DSK førte sagen ved Højesteret, skriver i et brev til Horsens Kommune, at den ulovlige anvendelse af området ikke er ophørt, idet Dansk Supermarked A/S/Bilka fortsat driver lavprisvarehus fra ejendommen uden et lovligt grundlag herfor, og at sagen ikke er løst med Horsens Kommunes beslutning om at rette henvendelse til Vejle Amt med henblik på en ændring af regionplanen.

Kommunen skal reagere på ulovlige forhold

”Beslutningen er hverken en tilstrækkelig eller farbar måde at lovliggøre den nuværende tilstand på”, skriver Poul Hvilsted og konstaterer, at kommunalbestyrelsen dermed ikke har levet op til sin forpligtelse som tilsynsmyndighed, og at det uanset om det måtte være muligt retligt at lovliggøre forholdet – hvilket bestrides – så skal den ulovlige anvendelse ophøre, indtil en eventuel retlig lovliggørelse træder i kraft.

Med andre ord: Horsens Kommune har ikke hjemmel til at tillade den nuværende anvendelse af området, indtil en eventuel retlig lovliggørelse. Horsens Kommune og dens kommunalbestyrelse har pligt til under ansvar efter den kommunale styrelseslov at reagere på ulovlige forhold, og det betyder efter advokatens opfattelse, at Horsens Kommune er forpligtet til at skride ind med et påbud om øjeblikkeligt ophør af den ulovlige anvendelse.

På den baggrund har DSK nu indbragt sagen for Det kommunale tilsyn ved Statsamt-manden for Århus Statsamt.

Advarer Vejle Amt

Advokat Poul Hvilsted har samtidig på DSK’s vegne advaret Vejle Amt mod at forsøge en såkaldt retlig lovliggørelse af Bilka-byggeriet.

”Efter min opfattelse rummer planloven ikke mulighed for dette. Planlovens regler om regionplanlægning har ikke som formål at ”planlægge” for allerede eksisterende forhold, hvis eneste formål reelt er en lovliggørelse af et eksisterende anlæg. Regionplan for Vejle Amt (1997-2009) indeholder retningslinier for, at der ikke kan planlægges for bruttoetagearealer for de enkelte butikker på mere end 3000 m² for dagligvarebutikker og 1000 m² for udvalgsvarebutikker, ligesom planlovens § 6, stk. 8 stiller krav om en særlig planlægningsmæssig begrundelse for butiksstørrelser på mere end 3.000 m² for dagligvarebutikker og 1.000 m² for udvalgsvarebutikker. På denne baggrund og særligt under indtryk af planlovens § 6, stk. 8, synes det vanskeligt at give en saglig begrundelse for gennem en ændring af regionplanen at skabe mulighed for et varehus i Horsens som regionplanen i øvrigt har et generelt forbud imod. En sådan fortolkning af planloven vil indebære, at planloven ikke gælder, når den bliver overtrådt, hvilket naturligvis er uantageligt”, skriver Poul Hvilsted i et brev til Vejle Amt og understreger, at en ændring af regionplanen til fordel for det eksisterende Bilka vil være udtryk for en usaglig og ulovlig planlægning i en enkelt kommune i amtet, som planloven ikke rummer mulighed for, og som øjeblikkeligt vil blive indklaget til Naturklagenævnet.

Netop Naturklagenævnet modtager nu også en ny henvendelse i Bilka-sagen, idet Poul Hvilsted på DSK’s vegne har gjort Naturklagenævnet opmærksom på, at købmændenes erstatningskrav i forbindelse med det tab, som købmændene har lidt på grund af den ulovlige Bilka, vil blive rejst over for såvel Horsens Kommune som Naturklagenævnet.

Bilka må omdannes

I en kommentar til DSK’s nye skridt i sagen siger adm. direktør John Wagner, at det er de muligheder, som DSK har for at forfølge sagen til en endelig afslutning.

”Det er yderst beskæmmende, at Horsens Kommune sidder Højesterets meget klare dom overhørig og tror, at man så bare kan få det ulovlige byggeri lovliggjort med tilbagevirkende kraft. Med lov skal land bygges – det gælder også Bilka’er. Når det ikke har kunnet lade sig gøre i Horsens, så må området selvfølgelig omdannes til det supermarked og de specialbutikker, som den gamle lokalplan tillod. Alt andet vil være ulighed for loven og en krænkelse af retsbevidstheden.”

Oplysninger

Yderligere oplysninger kan fås hos advokat Poul Hvilsted, telefon 72 27 00 00 eller hos adm. direktør John Wagner, telefon 39 62 16 16 eller mobiltelefon 20 23 26 16.

De Samvirkende Købmænd / Svanemøllevej 41 / Postboks 122 / 2900 Hellerup / Tlf. (+45) 39 62 16 16 / Fax (+45) 39 62 03 00 / dsk@dsk.dk