Redigeret 23/09/05
Ros til miljøministeren
De Samvirkende Købmænd betegner miljøministerens nedsættelse af et detailhandelsudvalg som ”meget tilfredsstillende, beroligende og ansvarligt”.
Miljøminister Connie Hedegaard har d.d. offentliggjort nedsættelsen af et detailhandelsudvalg, som skal overveje mulighederne for og analysere konsekvenserne af en eventuel liberalisering af planlovens detailhandelsbestemmelser. I en kommentar hertil siger DSK’s adm. direktør, John Wagner:
”Det er meget tilfredsstillende og beroligende, at regeringen vil afvente et sådant sagkyndigt udvalgs arbejde, før den lægger sig fast på eventuelle ændringsforslag til planloven. Som følge af bl.a. internationalisering og lukkelovs-liberalisering er den danske butiksstruktur med dagligvarebutikker i boligområderne og landdistrikterne og et levende butiksliv i alle købstæders bymidter en meget sårbar størrelse. Derfor bør selv den mindste ændring af de gældende bestemmelser om f.eks. dagligvarebutikkers størrelse og nybyggeriers placering meget nøje overvejes, før en eventuel liberalisering gennemføres.
DSK betragter udvalgets nedsættelse og udpegningen af en formand med høj integritet som udtryk for en meget ansvarlig miljø- og erhvervspolitik på dette område.”
Yderligere oplysninger:
Adm. direktør John Wagner, tlf. 20 23 26 16
Juridisk konsulent Trine Busk-Jepsen, tlf. 24 81 02 62

