Redigeret 01/11/05
Årets købmandselev er fra SuperBest i Viborg
Lasse Brøndum Lauritsen fra Frost SuperBest i Viborg kåres onsdag den 2. november som "Årets købmandselev." Bag kåringen står købmændenes brancheorganisation, De Samvirkende Købmænd.
Lasse Brøndum Lauritsen er 25 år og har netop afsluttet sin uddannelse til salgsassistent hos Frost SuperBest. Det er 6. år i træk, at købmændene uddeler prisen som "Årets købmandselev," der er indført for at præmiere dygtige unge, der yder en indsats udover det sædvanlige og som skaber positiv opmærksomhed til butiksfaget.
Med kåringen følger en check på kr. 10.000, som bliver overrakt til Lasse Brøndum Lauritsen ved købmændenes repræsentantskabsmøde på Hotel Nyborg Strand.
De Samvirkende Købmænd begrunder valget af Lasse Brøndum Lauritsen med at såvel hans faglige som menneskelige egenskaber er i top. Lasse har opnået et meget sjældent 13-tal for sin afsluttende fagprøve. Han læser HD i organisation og har gode samarbejdsevner og godt overblik. På handelsskolen blev Lasse betegnet som hele skolens rollemodel.
Lasse er fortsat hos Frost SuperBest efter elevtiden og har i dag ansvaret for supermarkedets store kolonialafdeling.
Kontakt
Yderligere oplysninger hos De Samvirkende Købmænd, Claus Bøgelund Nielsen på telefon 39 62 16 16, mobil 23 45 30 59 eller hos Frost SuperBest i Viborg, Lasse Brøndum Lauritsen, på telefon 87 25 18 22.
Fotos fra præmieoverrækkelsen kan rekvireres fra den 3. november på mail me@d-s-k.dk

