DSK Nyhedsbrev

Modtag DSK Nyt pr. mail
Forside    /   Nyheder   /   Pressemeddelelser

Redigeret 25/01/06

Købmænd: Turisme er afgørende for mange butikker

Risiko for butikslukninger i ferieområderne
 

De Samvirkende Købmænd (DSK) har gennemført en medlemsundersøgelse blandt købmænd i områder med mange turister. I undersøgelsen spørges der bl.a., om butikken eller andre butikker i byen kan risikere at lukke, hvis området mister udenlandske turister de kommende år. Hertil svarer 44% ”ja, helt sikkert.” 38% svarer ”muligvis”, mens blot 18% svarer ”nej, udelukket.”  Undersøgelsen viser entydigt, at mange dagligvarebutikker er stærkt afhængige af turismen og det aktivitetsniveau, turisterne medfører.

Regeringens redegørelse om dansk turisme viser, at de udenlandske overnatninger er faldet med 4,2 mio. svarende til et fald på 16 pct. siden 1994. Der har især været tilbagegang med kystferieturismen; dvs. uden for de større byer og oftest i kystnære områder.

”Der bør gøres en særlig indsats for at tiltrække turister til de kystnære områder. Det er her, der har været tilbagegang i årevis, og det er her, de små bysamfund risikerer at miste butikker. En særlig indsats betyder også flere midler til VisitDenmark,” siger udviklingskonsulent Claus Bøgelund Nielsen fra DSK.

Turismen bliver ofte udelukkende kædet sammen med hoteller og forlystelsesparker, og det bliver glemt, at turismen har stor betydning for mange andre samfundsforhold og erhverv. En satsning på turismen kan modvirke ”det skæve Danmark”, fordi den kan betyde, at butikkerne i mange mindre bysamfund overlever – vel at mærke i små-byer, der ofte er hårdt trængt af de såkaldte ”vinder-byers” satsning på lavprisvarehuse og butikscentre.

Turismen er også god til at skabe nye arbejdspladser, og ofte er de nye jobs nogle, der kan besættes, uden medarbejderen er i besiddelse af en lang uddannelse. DSK’s undersøgelse viser, at der er næsten dobbelt så mange medarbejdere i dagligvarebutikkerne i højsæsonen som udenfor. Butikker i områder med størst koncentration af turister flerdobler antallet af arbejdspladser. Derudover arbejder faste medarbejdere mere i højsæsonen end resten af året.

Læs mere om undersøgelsen (25.0 Kb) , der også indeholder andre spørgsmål.

Kontakt

Yderligere oplysninger kan fås hos Claus Bøgelund Nielsen på tlf. 23 45 30 59.

De Samvirkende Købmænd / Svanemøllevej 41 / Postboks 122 / 2900 Hellerup / Tlf. (+45) 39 62 16 16 / Fax (+45) 39 62 03 00 / dsk@dsk.dk