Redigeret 20/11/07
Stands Scandlines "alkoholmisbrug"
De Samvirkende Købmænd opfordrer Forbrugerombudsmanden til at gribe ind mod rederiet Scandlines aggressive markedsføring af øl, vin og spiritus med kun tyske afgifter
Med julehandelen følger rederiet Scandlines aggressive tv-reklamer og tilbudsaviser med lokkende tilbud om øl, vin og spiritus til salg i bl.a. Bordershop i Puttgarden med kun tyske afgifter og tysk moms.
"Scandlines markedsføring er en torn i øjet på dansk dagligvarehandel, som hver dag mister omsætning, indtjening og arbejdspladser til grænsehandelsbutikkerne som følge af de høje danske afgifter og den højere moms", siger De Samvirkende Købmænds adm. direktør, John Wagner, og fortsætter:
"Markedsføringen, der stærkt fokuserer på mængde, f.eks. en hel trailer med øl, må også være stærkt provokerende for forbrugerombudsmanden. Men ikke nok med det: Det virker fuldstændig grotesk, at et tidligere statsejet rederi i den grad underminerer det danske skatte- og afgiftssystem og samtidig øger importen af ikke pantbelagte øldåser, hvoraf mange ender i den danske natur.
Med andre ord: Scandlines markedsføring er en hån mod finansministeren (statens afgiftsprovenu), mod skatteministeren (indsatsen mod grænsehandel), familie- og forbrugerministeren (markedsføringen), sundhedsministeren (alkohol-mængden) og miljøministeren (dåser uden pant). Også derfor bør den danske forbrugerombudsmand hurtigst muligt meddele Scandlines ledelse, at den bør standse rederiets "alkoholmisbrug" i markedsføringen på dansk jord."
Kontakt
Yderligere oplysninger kan fås hos adm. direktør John Wagner, mobil 20 23 26 16.

