Redigeret 08/11/06
Planlovsforslag med stor skønhedsfejl
Planlovsforslaget, som miljøministeren i dag har sendt i høring, er på dagligvare-området næsten som forventet, men strider på et afgørende punkt mod indstillingen fra Detailhandelsudvalget
Det udsendte planlovsforslag følger i store træk indstillingen fra Detailhandelsudvalget, hvor det på dagligvareområdet foreslås, at den maksimale størrelse for nyetablering af butikker hæves fra 3.000 m² til 3.500 m². Der er dog i lovforslaget tilføjet en mulighed for yderligere 200 m² til ”personalefaciliteter”, som De Samvirkende Købmænd finder meget uheldig.
”Det er absolut ikke et lydefrit forslag, som nu er sendt i høring: Bestemmelsen, der indebærer en mulighed for yderligere 200 m² til personalefaciliteter, bliver vanskelig at håndhæve og vil med det samme give anledning til fortolkningsproblemer”, siger juridisk konsulent Trine Busk-Jepsen fra De Samvirkende Købmænd og fortsætter: ” Det er trist, at regeringen har fundet det nødvendigt at indføje denne uheldige konstruktion i et ellers godt lovforslag for at få aftalen om forslaget på plads med Dansk Folkeparti. Bestemmelsen vil reelt medføre en mulighed for at etablere butikker på op til 3.700 m², hvilket, som også dokumenteret af Detailhandelsudvalget, øger disse butikkers negative oplandseffekt.”
Kontakt
Yderligere oplysninger kan fås hos juridisk konsulent Trine Busk-Jepsen på mobil 24 81 02 62.

