Redigeret 30/05/07
Ny planlov forhindrer nye Bilka-sager
Folketinget har i dag 3. behandlet forslag til lov om ændring af planloven (detailhandelsbestemmelserne). Med lovens vedtagelse er den omstridte bestemmelse om den særlige planlægningsmæssige begrundelse for f.eks. nye lavprisvarehuse fjernet. De Samvirkende Købmænd konstaterer med glæde, at der herefter ikke kan opstå nye sager som Bilka-sagen i Horsens.
Med ændringerne af detailhandelsbestemmelserne i planloven, som i dag blev vedtaget af et bredt flertal i Folketinget, er der luet ud i de bestemmelser, som tidligere har givet anledning til fortolkningstvivl. Bestemmelsen, som gav mulighed for etablering af store dagligvarebutikker, hvis der var en særlig planlægningsmæssig begrundelse, er helt fjernet.
"Ændringen af loven medfører klare bestemmelser på en række områder, og når vi sammenholder dette med Dansk Supermarkeds løfter om fremover at holde sine Føtex-butikker inden for lovens rammer, må vi formode, at der ikke længere opstår sager mod Føtex og Bilka", siger juridisk konsulent Trine Busk-Jepsen fra De Samvirkende Købmænd og fortsætter: "Miljøministeren og Folketinget har nu gjort, hvad de kan, for at de mange enkeltsager fremover kan undgås, og det er naturligvis en glædelig udvikling."
For så vidt angår specielt dagligvarebutikkerne, giver loven nu mulighed for etable-ring af nye dagligvarebutikker på op til 3.500 m² + 200 m² til personalefaciliteter. De Samvirkende Købmænd er ikke begejstrede for bestemmelsen om de ekstra 200 m², som kan blive svær at håndhæve, men er ellers i det store og hele tilfredse med lovens vedtagelse og hæfter sig også ved vedtagelsen af bestemmelser, som sikrer, at detailhandelsudviklingen først og fremmest kommer til at ske i bymidterne.
"Det er af stor betydning for detailhandelsudviklingen mellem by og land og muligheden for at fastholde det finmaskede butiksnet, at der er klare regler om placering og størrelse af nye butikker. Den vedtagne lov er udtryk for en liberalisering, som ligger inden for det forsvarlige" siger Trine Busk-Jepsen.
Kontakt
Yderligere oplysninger hos juridisk konsulent Trine Busk-Jepsen, 39 62 16 16, mobil 24 81 02 62, eller adm. dir. John Wagner, 39 62 16 16, mobil 20 23 26 16.

