DSK Nyhedsbrev

Modtag DSK Nyt pr. mail
Forside    /   Nyheder   /   Pressemeddelelser

Redigeret 18/03/09

Købmænd efterlyser mere markedsføring af Danmark som turistland

Der er dumpekarakter til markedsføringen af kyst- og naturturismen. Det viser en ny undersøgelse fra De Samvirkende Købmænd (DSK)
  

Butikker beliggende i typiske turist-områder udtrykker en entydig kritik af markedsføringen af Danmark i udlandet. 85 procent af de deltagende butikker mener, at der ikke gøres nok fra kommunal, regional og statslig side for at markedsføre kyst- og naturferie.

- I DSK mener vi, at der er god økonomi i at markedsføre Danmark mere offensivt. Både for den enkelte virksomhed, det enkelte ferieområde og for Danmark som helhed. I betragtning af et forbrug for en familie i et feriehus på over 2.000 kroner om dagen burde en forøget markedsføringsindsats forholdsvis nemt medføre en forøget økonomisk aktivitet, siger Claus Bøgelund Nielsen, underdirektør i DSK.

Undersøgelsen viser, at der er alvorlig risiko for butikslukninger i turismeområder. 55 procent af købmændene i turismeområder svarer ja til spørgsmålet, om deres eller andre butikker i byen kan risikere at lukke, hvis området mister turister de kommende år. Mere end halvdelen af omsætningen af butikkerne i undersøgelsen anslås at komme fra turister.

- Færre turister vil betyde butikslukninger, ophør af arbejdspladser og kulissebyer frem for et levende og attraktivt lokalsamfund, siger Claus Bøgelund Nielsen.

Udsigterne for turismen i 2009 er negative på grund af den økonomiske krise i samfundet, og Danmarks statistiske tal for bookinger for i år viser et faldende antal turister.

DSK foreslår i lighed med andre med interesse for turismen, at bundfradraget for udlejning af feriehuse bliver hævet, så overnatningskapaciteten i højsæsonen stiger. 39 procent af butikkernes omsætning ligger i turisthøjsæsonen.

- Turismen kan komme i en alvorlig krise de kommende år, og det vil ramme hele vejen rundt i lokalsamfund langt kyster og uden for storbyer, siger Claus Bøgelund Nielsen.

Kontakt

Yderligere oplysninger kan fås hos underdirektør Claus Bøgelund Nielsen på telefon 39 62 16 16 eller 23 45 30 59

De Samvirkende Købmænd / Svanemøllevej 41 / Postboks 122 / 2900 Hellerup / Tlf. (+45) 39 62 16 16 / Fax (+45) 39 62 03 00 / dsk@dsk.dk