Redigeret 28/06/06
Købmænd: Lyspunkter trods stigende grænsehandel
DSK, der repræsenterer 1300 købmandsejede dagligvarebutikker, kan – trods stigende grænsehandel – finde lyspunkter i Skatteministeriets helt nye status over grænsehandel. Sodavand er ny topscorer – i mængde - i grænsehandelen
Skatteministeriet har netop offentliggjort en ny undersøgelse af danskernes grænsehandel. Undersøgelsen viser desværre, at danskernes generelle grænsehandel sætter ny rekord med anslået 13 mia. kroner, og at der bl.a. aldrig før er købt så mange sodavand i udlandet som i 2005.
Samtidig viser Skatteministeriets undersøgelser, at grænsehandelen med øl, vin og spiritus er faldende. Det dog beskedne fald i danskernes køb af øl, vin og spiritus i Tyskland kan efter DSK’s opfattelse tilskrives det lille fald i afgifterne, som regeringen og Dansk Folkeparti har gennemført i forbindelse med to Finanslove. ”Afgiftslettelser virker altså. En lille afgiftslettelse medfører et lille fald i grænsehandelen – tænk, hvad en stor lettelse i afgifterne ville betyde,” siger udviklingskonsulent Claus Bøgelund Nielsen fra DSK.
Den dagsaktuelle EU-sag om transport af varer på tværs af grænsen understreger behovet for lavere afgifter, mener DSK. ”Situationen kan hurtig blive meget alvorlig for dansk detailhandel, danske arbejdspladser og dansk økonomi,” siger Claus Bøgelund Nielsen fra DSK.
Skatteministeriets nye rapport dokumenterer, at grænsehandelen med sodavand er fordoblet siden 2002. Derudover kommer en anseelig mængde illegal smugler-sodavand, som det i sagens natur er vanskeligt at anslå det eksakte omfang af.
På baggrund af Skatteministeriets nye rapport anbefaler DSK politikerne at sænke den særlige danske afgift på sodavand: ”Afgiften er i dag Europas højeste. Lavere afgift på sodavand vil både mindske grænsehandelen og samtidig gøre det mindre attraktivt at smugle sodavand ind i landet. Jo større afgiftslettelser – jo mindre fordel af at snyde,” siger Claus Bøgelund Nielsen.
Skatteministeriet sandsynliggør efter DSK’s opfattelse sammenhæng mellem grænsehandel og sundhed. Afgiftsfald - og mindre grænsehandel - på spiritus, øl og vin har de senere år medført lavere forbrug af alkohol i Danmark samtidig med, at forbruget af sodavand og chokolade både er vokset i grænsehandelen og forbrugsmæssigt i Danmark. ”Når folk kører til grænsen, bliver bilen fyldt op. Det giver højere forbrug af grænsehandelsvarerne. Det tyder på, at lavere afgifter både medfører mindre grænsehandel og mindre forbrug,” siger Claus Bøgelund Nielsen fra DSK.
Danskernes totale grænsehandel udgør anslået 13 mia. kroner årligt. De tyske grænsebutikker har tidligere oplyst, at grænsehandelen alene i Nordtyskland svarer til 5.000 arbejdspladser.
Kontakt
Yderligere oplysninger kan fås hos DSK’s udviklingskonsulent Claus Bøgelund Nielsen på 39 62 16 16 eller 23 45 30 59.

