Redigeret 31/05/07
Købmænd: kontrolbesøg er godt - men ikke alt
De Samvirkende Købmænd finder det er glædeligt, at familie- og forbrugerminister Carina Christensen nu sammen med Folketinget har fundet flere ressourcer til Fødevarestyrelsen.
Man skal dog passe på ikke kun at fokusere på antallet af kontrolbesøg. Der skal også være tid til det bagvedliggende arbejde, som er fundamentet for, at virksomhederne har mulighed for at overholde reglerne, og de tilsynsførende kan udføre et godt stykke arbejde.
- Det er meget vigtigt, at de tilsynsførende ikke kun har tid til at gå på tilsynsbesøg, men også til at følge med i de mange nye regler og i øvrigt at opdatere deres kompetencer, siger Kirsten Jacobsen, fødevarechef i DSK.
Derudover er det vigtigt, at også Fødevarestyrelsens kontorer i Mørkhøj har de fornødne ressourcer. Medarbejderne her har en meget vigtig funktion, som også har stor betydning. Fødevarestyrelsen skal besidde den største kompetence på området, og mange spørgsmål fra både virksomheder, fødevareregioner og brancheforeninger lander på et skrivebord i Mørkhøj. DSK har de sidste år oplevet, at medarbejderne ikke har den fornødne tid at behandle klagesager og spørgsmål vedrørende lovgivningen og håber derfor, at nogle af de nye ressourcer kommer Fødevarestyrelsens hovedkontor til gode.
Kontakt
Yderligere oplysninger kan fås hos fødevarechef Kirsten Jacobsen, tlf. 39 62 16 16, mobil 20 43 56 25.

