DSK Nyhedsbrev

Modtag DSK Nyt pr. mail
Forside    /   Nyheder   /   Pressemeddelelser

Redigeret 30/06/05

Købmænd roser ny lov om næringsbrev og håber på indsats imod sort økonomi

Fredag den 1. juli træder den nye lov om et såkaldt ”næringsbrev” i kraft for alle virksomheder, der sælger fødevarer, herunder kiosker, supermarkeder, restauranter, cafeer m.m.
  

De Samvirkende Købmænd (DSK), der repræsenterer mere end 1300 købmandsejede dagligvarebutikker, er yderst tilfredse med den nye lov. Hensigten bag loven er et behov for skrappe sanktioner  – i yderst konsekvens tvangslukning – over for virksomheder, der gentagne gange groft overtræder lovgivningen med eksempelvis unddragelse af skatter, afgifter, dagpengesnyd, grove overtrædelser af fødevarelovgivning m.m. Når der fremover konstateres væsentlige lovovertrædelser skal forseelsen indberettes til et centralt register, hvorefter det bliver lettere for myndighederne at udpege de brodne kar.

”Vi er meget tilfreds med, at et bredt flertal i Folketinget har vedtaget denne lov. Vi har i årevis arbejdet for flere og bedre sanktioner over for de virksomheder, der igen og igen – ofte bevidst - overtræder landets lovgivning. Hidtil har det været en god forretning at se stort på lovgivningen for alt for mange uorganiserede kiosker, grønthandlere, pizzeriaer m.m. Konsekvenserne ved fusk har været alt for beskedne. Taberne er andre forretningsdrivende, der overholder lovgivningen samt forbrugerne. Det er helt urimeligt med den alt for udbredte sorte økonomi, hvor nogle snyder på andres bekostning,” siger Henriette K.B. Andersen, der er underdirektør hos DSK.

Et meget bredt flertal i Folketinget er enig i at nedbringe omfanget af den sorte økonomi og om nødvendigt tage drastiske skridt over for virksomheder, der gentagne gange ser stort på lovgivningen.

”Hos DSK ser vi frem til, at myndighederne nu tager de nye udvidede muligheder i brug og at politikerne afsætter tilstrækkeligt med ressourcer til den nødvendige indsats imod den sorte økonomi. Ulovlighederne foregår så åbenlyst, at mange danskere næppe er klar over, hvad de med deres indkøb medvirker til. Det er simpelthen for groft,” siger Henriette K.B. Andersen.

www.naeringsbasen.dk er det muligt at læse mere om den nye lov, der træder i kraft 1. juli 2005.

Kontakt

Yderligere oplysninger kan fås ved henvendelse til Henriette K.B. Andersen eller Claus Bøgelund Nielsen hos DSK på telefon 39 62 16 16.

De Samvirkende Købmænd / Svanemøllevej 41 / Postboks 122 / 2900 Hellerup / Tlf. (+45) 39 62 16 16 / Fax (+45) 39 62 03 00 / dsk@dsk.dk