DSK Nyhedsbrev

Modtag DSK Nyt pr. mail
Forside    /   Nyheder   /   Pressemeddelelser

Redigeret 26/11/08

Købmænd advarer mod liberalisering af planloven

En cocktail bestående af en liberalisering af både planlov og lukkelov midt i en gevaldig økonomisk krise vil lige så sikkert som amen i kirken medføre, at hundredvis af mindre detailhandlende må lukke
  

De Samvirkende Købmænd er målløse over, at en erhvervspolitisk ordfører, Jacob Jensen fra Venstre, midt i en økonomisk krisetid, der rammer detailhandelen meget hårdt, vil tillade byggeri af flere storcentre og flere lavprisvarehuse, og dertil tillade dem at holde søndagsåbent hele året.

- Konsekvensen vil være, at Danmark får en detailhandelsstruktur, som i Sverige og i USA, hvor man har døde bymidter, "fødevare-ørkener" i boligområderne og må køre langt til storcentre ved indfaldsvejene til de største byer, siger John Wagner, adm. direktør i DSK.

- Det er ikke bare overraskende, men også lidet tillidsvækkende, hvis det pludselig - kun et år efter Planlovens seneste revision - nu skulle være regeringens politik at gennemføre endnu en liberalisering, stor eller lille. Forudsætningen for selvstændige erhvervsdrivendes investeringslyst er jo, at man har "politisk arbejdsro" fire-fem år frem og ikke hvert eneste år skal frygte nye, grundlæggende ændringer af arbejdsvilkårene.

- Desuden er Jacob Jensen igang med at mixe en særdeles farlig cocktail, som kan indebære en kraftig stigende butiksdød de kommende år - ikke mindst inden for hele udvalgsvarehandelen. En cocktail bestående af en samtidig liberalisering af både planlov og lukkelov midt i en gevaldig økonomisk krise vil lige så sikkert som amen i kirken medføre, at hundredvis af mindre detailhandlende må lukke. Det er erhvervspolitisk tåbeligt, det er beskæftigelsesmæssigt dumt, og så er det iøvrigt også fuldstændig i modstrid med alle - også af regeringen udtrykte - ønsker om at styrke udviklingen i vore bymidter og undgå, at forbrugerne skal køre stadigt længere for at handle.

DSK har foranlediget af Jacobs Jensens udtalelser anmodet miljøminister Troels Lund Poulsen om et møde.

Kontakt

Yderligere oplysninger kan fås hos adm. direktør John Wagner, mobil 20 23 26 16, jw@dsk.dk.

 

(Udsendt 24.11.08)

De Samvirkende Købmænd / Svanemøllevej 41 / Postboks 122 / 2900 Hellerup / Tlf. (+45) 39 62 16 16 / Fax (+45) 39 62 03 00 / dsk@dsk.dk