DSK Nyhedsbrev

Modtag DSK Nyt pr. mail
Forside    /   Nyheder   /   Pressemeddelelser

Redigeret 28/04/04

Horsens Kommune "ønsketænker"

Horsens Kommune har meddelt, at man vil forsøge at lovliggøre byens ulovlige Bilka-lavprisvarehus gennem et nyt regionplantillæg, og at man i øvrigt afviser erstatningskrav som følge af, at man tillod det ulovlige byggeri.
 

I en kommentar siger De Samvirkende Købmænds adm. direktør, John Wagner:

”Hvad angår erstatnings-spørgsmålet vil også denne sag – som spørgsmålet om byggeriets lovlighed – blive afgjort af domstolene, som vi har fuld tillid til, ikke mindst efter såvel Landsrettens som Højesterets enstemmige konstatering af, at Bilka-byggeriet er ulovligt, hvad angår såvel den fysiske udformning som anvendelsen.

Byggeriet vil ikke kunne lovliggøres gennem et nyt regionplantillæg i og med, at der ifølge Planloven ikke uden særlig planmæssig begrundelse kan gennemføres en regionplan eller vedtages tillæg med tilladelser til dagligvarebutikker på over 3000 m². Og det kan da ikke være en særlig planmæssig begrundelse, at man har overtrådt landets lovgivning!

I øvrigt har Vejle Amt allerede to gange fået nej til regionplanforslag med varehuse på 5000 m². Bilka er ”kun” på 13.000 m²!

Tanken om en ny regionplan er altså ren ønsketænkning fra Horsens Kommune. Lov er lov, og lov skal holdes – også af Horsens Kommune, Vejle Amt og Naturklagenævnet. Det var, hvad Landsretten og senest for en uge siden også Højesteret fastslog – og hvis Horsens Kommune ikke om en uge har taget konkrete, reelle og effektive skridt til lovliggørelsen, så må vi indbringe dette nye svigt for Tilsynsrådet og/eller melde kommunen til politiet.”

Oplysninger

Yderligere oplysninger kan fås ved henvendelse til adm. direktør John Wagner, telefon 39 62 16 16 eller 20 23 26 16.

De Samvirkende Købmænd / Svanemøllevej 41 / Postboks 122 / 2900 Hellerup / Tlf. (+45) 39 62 16 16 / Fax (+45) 39 62 03 00 / dsk@dsk.dk