Redigeret 07/07/08
Købmænd: Færre dåser i naturen - men ikke højere pant
Socialdemokraterne foreslår højere pant på dåser. DSK afviser højere pant og anbefaler i stedet især pres på Tyskland for også at opkræve pant hos danske kunder samt øget forbrugerinformation.
De Samvirkende Købmænd, DSK, der repræsenterer 1.300 købmandsejede dagligvarebutikker, støtter Benny Engelbrecht, (MF Socialdemokraterne) i, at der bør gøres en særlig indsats for at få endnu flere tomme øl- og sodavandsdåser retur til butikkerne frem for, at dåserne havner i naturen eller i skraldespanden. Benny Engelbrecht har i dag foreslået en højere pant på dåser, men hos DSK afviser underdirektør Claus Bøgelund Nielsen, at højere pant vil virke efter hensigten:
"Vi skal være endnu bedre til at informere forbrugerne om, hvilke emballager der er med pant, og så skal miljøministeren simpelthen presse tyskerne til at opkræve tysk pant hos danske kunder, ligesom de tyske butikker gør hos deres egne tyske forbrugere. Højere dansk pant på dåser kan – stik imod hensigten - betyde endnu flere dåser i naturen, da mange danskere grænsehandler netop for at undgå pant. Med forslaget om højere pant i Danmark vil både grænsehandelen og "det sorte marked" måske øges", siger Claus Bøgelund Nielsen.
"En højere pant på dåser kan medføre, at flere forbrugere vælger en traditionel glasflaske på bekostning af dåsen, og det kan hæmme konkurrencen på ølmarkedet. Butiksmedarbejdernes arbejdsmiljø er også bedst tjent med de lette dåser frem for de tungere flasker", siger Claus Bøgelund Nielsen.
Der er især to årsager til, at der kommer færre dåser end flasker med pant retur til butikkerne. Den ene er, at forbrugerne gennem en generation har været "dårligt opdraget" grundet grænsehandelen, og den anden er den meget markante vækst i salget af dåser med pant i denne tid. Den store vækst betyder nemlig, at "nye" dåse-brugere først skal vænne sig til, at de skal returnere dåser med pant.
Hos DSK foreslår man derfor, at der hurtigst muligt iværksættes en undersøgelse, der skal klarlægge, hvordan endnu flere dåser med pant kan komme retur til butikkerne frem for at havne i naturen eller i skraldespanden.
Kontakt
Yderligere oplysninger kan fås hos underdirektør Claus Bøgelund Nielsen, tlf. 23 45 30 59.

