Redigeret 25/11/04
Danmarks største advokatfirma svigter købmændene i Bilka-sagen
Bech-Bruun Dragsted stopper øjeblikkeligt som DSK’s advokat i Bilka-sagen, fordi firmaets advokat kom til at udtale sig generende for en større klient, nemlig Bilka’s ejer: Dansk Supermarked A/S
”Jeg er ganske enkelt rystet. Hverken mere eller mindre. Den slags havde jeg aldrig drømt om - eller rettere sagt haft mareridt om kunne ske i et land som Danmark. Naturligvis svækker det os i opfølgningen på Højesterets klare dom i Bilka-sagen. Men det er måske næsten det mindste. Advokatfirmaets svigt er en skamplet, som sikkert vil få flere til at stille spørgsmål til dem om eventuelle større, vigtigere og mere magtfulde klienter”, siger De Samvirkende Købmænds adm. direktør, John Wagner.
Baggrunden er, at Danmarks største advokatfirma Bech-Bruun Dragsted torsdag meddelte købmændenes brancheorganisation, DSK, at advokat Poul Hvilsted fra Bech-Bruun Dragsted ikke længere kan være købmændenes advokat i sagen om det ulovlige Bilka-lavprisvarehus i Horsens. Begrundelsen er angiveligt, at Poul Hvilsted, som førte sagen for DSK i Højesteret, har udtalt sig offentligt generende for en af advokatfirmaets større klienter, nemlig Dansk Supermarked A/S, der ejer Bilka.
Udtalelserne faldt i Jyllands-Posten søndag den 24. oktober, hvor Poul Hvilsted bl.a. sagde: ”Vi havde forventet, at kommunen bragte virkeligheden i overensstemmelse med dommen, men det er ikke sket. Her foregår en daglig overtrædelse af loven til gavn for Bilka’s omsætning, men til stor skade for mange handlende. Dag efter dag åbner Bilka i strid med Højesterets klare dom. Det vil vi simpelthen ikke finde os i. Derfor arbejder vi nu på en stævning af både Horsens Kommune og deres tilsynsmyndighed, Statsamtet, for at få bragt en ulovlig tilstand til ophør. Jeg er sikker på, at vi vinder, når sagen kommer op i Landsretten”.
”Advokatfirmaet siger, at Poul Hvilsted med sit - efter vor opfattelse - meget klare forsvar af vor sag har overtrådt interne etiske regler. Med andre ord: Der er altså grænser for, hvor godt man kan få forsvaret sin sag hos Bech-Bruun Dragsted - og grænsen går altså f.eks. dér, hvor det kan genere Dansk Supermarked! Det er ganske tankevækkende, bekymrende, ja beskæmmende”, siger John Wagner.
Foreløbigt vil DSK’s egne advokater, underdirektør Henriette K. B. Andersen og advokat Jan E. Jørgensen, som vandt sagen ved Landsretten, varetage det videre forløb i sagen, indtil DSK har fundet et ny ekstern advokat som sparringspartner.
”Denne gang må vi så på forhånd sikre os, at advokatfirmaet - stort eller lille - ikke har haft, har eller vil få ambitioner om relationer til Dansk Supermarked eller andre A. P. Møller-ejede virksomheder. Det bliver vist ikke let at finde blandt de største advokatfirmaer - og det er jo netop det skræmmende i hele denne Bilka-sag, nemlig at man som ”den lille” ikke synes at have samme retssikkerhed og muligheder for forsvar som ”den store”.
Kontakt
Yderligere oplysninger kan fås hos enten adm. direktør John Wagner, tlf. 39 62 16 16, mobil 20 23 26 16 eller hos advokat Jan E. Jørgensen, tlf. 39 62 16 16, mobil 28 98 00 05.

