Redigeret 08/09/10
Om liberalisering af planloven
Regeringen har meldt ud, at den vil ændre planlovens detailhandelsbestemmelser - med det i øvrigt gode formål at styrke det såkaldte "udkants-Danmark".
Regeringen vil i begrænset omfang gøre det lettere at etablere nye butikker uden for bymidten i 29 udvalgte yderkommuner. Det gælder dog ikke dagligvarebutikker på over 3500 kvadratmeter - "forbudet" mod nye lavprisvarehuse består altså!
Regeringen vil lade alle kommuner (undtagen visse mindre øer samt hovedstadsområdet) planlægge store udvalgsvarebutikker over 2.000 kvm., og endelig vil man lade miljøministeren give en tilladelse, hvis man ikke falder ind under andre muligheder, og det pågældende område har mange besøg til f.eks internationale turistattraktioner eller en større havn, og hvor disse besøgende må formodes at have interesse i at shoppe.
Det er altså ikke regeringens plan at tillade større dagligvarebutikker. Så langt, så godt.
Men der er grund til de kommende uger meget nøje at analysere konsekvenserne af regeringens forslag. Umiddelbart har DSK følgende kommentarer til forslaget om planlovens detailhandelsbestemmelser, der efter aftalen om udfasningen af lukkeloven nu ubetinget er detailhandelens vigtigste rammelov:
- Regeringens forslag vil givetvis kunne hjælpe nogle af de kommuner, der er for store til at være små, men for små til at være store. Men samtidig risikerer man at skabe en situation, hvor det bliver endnu mere vanskeligt at opretholde butiksliv for de allermindste byer, når de større byer suger endnu mere omsætning til sig. Regeringen risikerer at altså at opnå præcis det modsatte af intentionerne; nemlig dårligere og ikke bedre vilkår for de mindre byer.
- Forslaget om dispensationer og særlige tilladelser er en meget dårlig idé. Det var netop en vag og elastisk bestemmelse i den gamle planlov, der medførte etableringen af den ulovlige Bilka i Horsens. Et af formålene med seneste revision af planloven var netop at undgå flere "Bilka-sager" med uheldige dispensationer.
- Det er indtil videre "kun" regeringens liberaliserings-forslag. Den nuværende planlov er (lykkeligvis) et forlig med også Socialdemokraterne, Socialistisk Folkeparti og De Radikale. Regeringen kan – helt efter sædvanlig parlamentarisk tradition – kun ændre forlig, hvis forligspartierne er enige.
- Regeringen, Dansk Folkeparti og Det Radikale Venstre aftalte i forbindelse med liberaliseringen af lukkeloven, at der skal nedsættes et detailhandelsudvalg med repræsentanter fra detailhandelen, de forskellige ministerier, HK/Handel m.fl., og at dette udvalg senest 1. september 2011 skal give forslag til, hvor man kan styrke butikslivet i de små samfund.
På den baggrund mener DSK, at man bør vente med en yderligere liberalisering af planlovens detailhandelsbestemmelser, indtil det allerede nedsatte udvalg har afleveret sine forslag. DSK’s adm. direktør John Wagner er medlem af det nævnte udvalg.
08/09/10

