DSK Nyhedsbrev

Modtag DSK Nyt pr. mail
Forside    /   Nyheder   /   Debatindlæg

Redigeret 21/06/10

Virkelighedens verden

Debatindlæg af John Wagner, adm. direktør i DSK, trykt i Nærbutikkernes Landsforenings blad maj 2010:

Under overskriften "Besynderlige begrædelser" angriber direktøren for Danske Slagtermestre og Ostehandlerforeningen for Danmark, Torsten Buhl, i Berlingske Tidende den 9. maj henholdsvis COOP og De Samvirkende Købmænds holdninger i lukkelovs-debatten.

Problemet for Torsten Buhl er – her meget kort og kontant – at han (i modsætning til COOP og DSK) ikke vil se den politiske virkelighed i øjnene; At et flertal af regeringspartierne, Dansk Folkeparti, Liberal Alliance og nu også De Radikale ønsker lukkelovens afskaffelse.

Denne afskaffelse ville være blevet gennemført senest ved årets udgang og være blevet total, hvis ikke DSK i foråret havde taget initiativ til et kompromis med Dansk Supermarked A/S, som senere også fik tilslutning fra COOP og Dansk Erhverv.

Med kompromisset har detailhandelen fået en gradvis afvikling af den eksisterende lovgivning frem til 1. oktober 2012 og derefter en helligdagslovgivning af stor betydning for tusindvis af selvstændige forretningsdrivende og titusindvis af ansatte i detailhandelen.

Lukkelovens gradvise liberalisering vil medføre butikslukninger og koste arbejdspladser. Heri er jeg enig med Torsten Buhl, og det har hverken DSK eller COOP lagt skjul på. Tværtimod.

En total afskaffelse af lukkeloven i løbet af 2010 ville have medført butidsdød i endnu større omfang og have kostet tusindvis af arbejdspladser her midt i en krisetid.

Derfor valgte COOP og DSK ansvarlighedens kompromis frem for gold protest. For os er det altså resultaterne, der tæller i virkelighedens verden.

De Samvirkende Købmænd / Svanemøllevej 41 / Postboks 122 / 2900 Hellerup / Tlf. (+45) 39 62 16 16 / Fax (+45) 39 62 03 00 / dsk@dsk.dk