DSK Nyhedsbrev

Modtag DSK Nyt pr. mail
Forside    /   Nyheder   /   Debatindlæg

Redigeret 11/03/08

Utidig lukkelovs-debat

Debatindlæg af John Wagner, adm. direktør, DSK, sendt til JP 3. marts 2008:
 

Højere fødevarepriser – og ikke det modsatte! Færre lokale butikker. Mangel på faglært arbejdskraft. Flere ufaglærte i butikkerne. Mindre selvstændigheds-kultur. Mere kapitalkædedrift. Krav om søndagsåbne daginstitutioner og mere offentlig transport. Stigende problemer med at få frivillige ledere i idrættens verden. Færre besøgende på landets museer og tilskuere til søndagens fodboldkampe. Men måske nok flere storcentre!

Det er bare et udpluk af de mange negative konsekvenser af den liberalisering af lukkelov og planlov, om Venstres Jacob Jensen efterlyser i Jyllands-Posten fredag den 29. februar.

Men den slags følgevirkninger er Venstres urskovsliberale erhvervsordfører da ligeglad med i sin kamp mod "konkurrencebegrænsende lovgivninger", som han udtrykker det - en kamp, der alene kan have en ideologisk baggrund. Og så måske lidt hensyntagen til vennerne hos Dansk Supermarkeds ejere, A.P. Møller.

Det er i hvert fald utidigt allerede nu at lægge op til en ny revision af planloven, som blev ajourført så sent som sidste år – i øvrigt også med Jacob Jensens stemme! Alene "truslen" om en ny liberalisering er gift for nyinvesteringer i bestående butikker.

Det ville i øvrigt også klæde Venstres erhvervsordfører, hvis han havde respekt for, at en eventuel lukkelovsrevision i folketingssamlingen 2009-10 bør ske på baggrund af den grundlæggende konsekvensanalyse, som detailhandelen er lovet i gældende lovgivning, som også Jacob Jensen stemte for.

De Samvirkende Købmænd / Svanemøllevej 41 / Postboks 122 / 2900 Hellerup / Tlf. (+45) 39 62 16 16 / Fax (+45) 39 62 03 00 / dsk@dsk.dk