DSK Nyhedsbrev

Modtag DSK Nyt pr. mail
Forside    /   Nyheder   /   Debatindlæg

Redigeret 02/09/10

Unge og alkohol

Debatindlæg af Claus Bøgelund Nielsen, DSK, trykt i Politiken 25. august 2010:

Jan Rose Pedersen, der er adm. direktør for spitirusvirksomheden Pernod Richard, slog i Politiken den 21. august fast, at det er de voksnes ansvar, at børn ikke drikker alkohol.

Det kan vi fra detailhandelens side kun være enige i.

Jan Rose Pedersen gør sig samtidig til talsmand for, at al alkohol - inkl. f.eks. øl, vin og cider - skal være forbudt for unge under 18 år. Det er simpelthen ikke realistisk, at forbyde samtlige unge at købe enhver form for alkohol. Men det er naturligvis nemt - også for nemt! - for en spiritusproducent at give udtryk for den politisk korrekte holdning, når den pågældende virksomhed aldrig nogensinde møder hverken de unge, deres forældre eller andre voksne direkte face-to-face ude i de 6.500 butikker. Og det er oplagt hvorfor virksomheden gerne ser, at forbudet også skal gælde for konkurrerende produkter.

Lad os i stedet samarbejde om det muliges kunst og om at flytte holdninger hos såvel de unge som deres forældre.

Hvis de politisk fastsatte grænser skal kunne fungere effektivt, kræver det opfyldelse af flere forudsætninger:

  • Aldersgrænsen skal have "folkelig accept", så både forældre, andre voksne, skoler, medier, producenter, detailhandel mv. alle trækker i samme retning.
  • Aldersgrænsen skal kunne administreres af de mange tusinde ansatte hos landets ca. 6.500 dagligvarebutikker med direkte kundekontakt. DSK har gentagne gange foreslået foto på sygesikringskortet.
  • Loven skal håndhæves af myndighederne, så de seriøse butikker ikke afviser unge kunder med det resultat, at de unge forbrugere blot går til andre butikker i stedet.

Et totalt forbud vil både være i konflikt med den "folkelige accept" og med myndighedernes mulighed for at håndhæve loven. Aldersgrænser er i sig selv ingen garanti for en god alkoholkultur hos de unge. Der er to eller flere børn i over halvdelen af danske børnefamilier, og uden den aldeles afgørende folkelige accept vil enten ældre venner eller storebror/storesøster forsyne lillebror/lillesøster med alkohol, hvis de voksne ikke håndhæver et totalforbud yderst konsekvent.

Et bredt flertal i folketinget indgik i maj 2010 en aftale om, at drikkevarer med mere end 16,5 % alkohol. skal være forbeholdt voksne. Det er fornuftigt at skelne mellem øl/vin og hård spiritus, hvilket hovedparten af de lande vi normalt sammenligner os med også gør. Fra detailhandelens side skal vi gøre os meget umage med vores del af ansvaret. Lad os håbe, at den massive skiltning i stort set samtlige butikker med salg af øl, vin og anden alkohol gør indtryk på både forældre og de unge.
 

De Samvirkende Købmænd / Svanemøllevej 41 / Postboks 122 / 2900 Hellerup / Tlf. (+45) 39 62 16 16 / Fax (+45) 39 62 03 00 / dsk@dsk.dk