DSK Nyhedsbrev

Modtag DSK Nyt pr. mail
Forside    /   Nyheder   /   Debatindlæg

Redigeret 17/09/09

Udskyd beslutningen om nyt bydelscenter

Debatindlæg af Trine Busk-Jepsen, juridisk konsulent, DSK, sendt til Frederiksborg Amts Avis og Uge-nyt Fredensborg 16. september 2009:

Hvis man ikke kan lide et budskab, kan man forsøge at skyde budbringeren – eller man kan med argumenters magt tage til genmæle.

I Frederiksborg Amts Avis den 11. september har den konservative gruppeformand i Fredensborg Byråd, Niels Storgaard Simonsen, valgt den første model og går voldsomt til angreb på købmand Lisbeth Dalgaard i Hørsholm, fordi hendes brancheorganisation, De Samvirkende Købmænd, på vegne af vore medlemmer i området, Nivå og Fredensborg, har tilladt os at protestere mod et nyt bydelscenter på den tidligere Coloplast-grund ved siden af rådhuset i Kokkedal. Det er der i øvrigt også mange andre, der gør!

Problemet med det planlagte byggeri er, at et varehus på den pågældende placering risikerer at underminere grundlaget for eksisterende dagligvarebutikker og udvalgsvarebutikker i kommunens andre detailhandelsområder.

Tilhængerne af et nyt bydelscenter og vi modstandere af det pågældende byggeri kan til evig tid skændes om konsekvenserne, men det må vel være et indiskutabelt faktum, at størstedelen af omsætningen i et nyt bydelscenter i kommunen kommer fra den eksisterende detailhandel. Forbrugerne får jo ikke flere penge i lommen til varekøb, fordi der bygges nye butikker – og da slet ikke i en økonomisk krisetid!

Det, som byrådet altså skal tage stilling til, er kort og godt, om man vil tillade et nybyggeri til ugunst for eksisterende detailhandel – eller om man vil fremme en detailhandelsudvikling til fordel for de eksisterende detailhandlere, som har investeret i deres butikker i forventning om et stabilt erhvervspolitisk klima og ikke med en totalt forandret konkurrencesituation for øje.

Niels Storgaard Simonsen er fortørnet over, at DSK "fremsætter trusler om en retssag mod byrådet". Også viceborgmester Ole Marthedal har tidligere beskyldt DSK for at "true med" videre skridt i sagen. Det ligner en bekymrende tendens – og et demokratisk problem – hvis politikerne i Fredensborg Kommune alene accepterer høringssvar, som er positive over for kommunens forslag.

Retten til at afgive høringssvar og komme med indsigelser mod kommunens forslag er lovfæstet i planloven. At DSK som brancheorganisation med medlemmer i området vil vurdere planens lovlighed for at se, om der er grundlag for at indbringe sagen for Naturklagenævnet, bør derfor ikke falde politikerne for brystet. Der er tale om en demokratisk ret til at udtale sig om forslaget og mulighed for at få afprøvet beslutningens juridiske gyldighed ved en højere instans. Og det er forhåbentlig ikke en udbredt opfattelse hos politikerne i Fredensborg Byråd, at borgere eller organisationer, som benytter en lovfæstet mulighed til at komme med kritiske bemærkninger, fremsætter trusler og afsporer debatten. Jeg håber, at udtalelserne er udtryk for personlige synspunkter og ikke for byrådets generelle opfattelse.

Så undrer Niels Storgaard Simonsen sig endelig over, at DSK "forfølger" sagen i Nivå, når vi ikke har forfulgt tilsvarende sager i et par jyske byer. Her er forklaringen såmænd bare, at vi forfølger de sager, som vore medlemmer i lokalområdet beder os forfølge, og såfremt vi anser det for sandsynligt at opnå et positivt resultat. Før Nivå var det således et bydelscenter i Kolding, der blev opgivet af et byråd, der godt for Kolding valgte at lytte til den lokale handels interesser og ikke til tilfældige detailhandels-rapporter, der traditionen tro altid underdriver betydningen af nyetableringer for den eksisterende detailhandel.

Af hensyn til den lokale handels interesser bør man f.eks. overveje, om man i stedet for et bydelscenter med et varehus skal tillade nybyggeri af særligt pladskrævende udvalgsvarebutikker og en dagligvarebutik på op til 1000 kvadratmeter til forsyning af nærområdet omkring Coloplast-grunden. Et sådant kompromis vil sikre kommunen en mere harmonisk detailhandelsstruktur.

Under alle omstændigheder vil det i hvert fald klæde det eksisterende Fredensborg Byråd at overlade en sag af ovenstående karakter til det byråd, der bliver sammensat ved kommunalvalget den 17. november.

De Samvirkende Købmænd / Svanemøllevej 41 / Postboks 122 / 2900 Hellerup / Tlf. (+45) 39 62 16 16 / Fax (+45) 39 62 03 00 / dsk@dsk.dk