DSK Nyhedsbrev

Modtag DSK Nyt pr. mail
Forside    /   Nyheder   /   Debatindlæg

Redigeret 07/04/09

Tursimen er det grønne guld

Debatindlæg af Claus Bøgelund Nielsen, underdirektør i DSK og Carlos Villaro Lassen, direktør Feriehusudlejernes Brancheforening, sendt til Nordjydske 7. april 2009:

Turismen i Danmark skaber et fundament for det liv og den mangfoldighed, der findes i samfundene uden for de store byer. Turismen er ligesom olien, som vi kan pumpe op af havet, det er næsten lige til at samle op. Men ligesom med olien, så kræver turismen, at der bliver investeret i turismen. Og gevinsten fra turismen kommer til store dele af samfundet.

Turisterne lægger deres mange milliarder "grønne guld" i vidt forskellige kasser. Noget går til overnatningsstedet, noget går til dagligvarehandlen, og så bruger turisterne penge i butikker, museer, forlystelser og transport. Det skaber mange tusinde arbejdspladser, men ikke i én virksomhed, men i mange. Og i modsætning til olien, der i princippet kan hentes op af jorden, når man har tid og råd, så er turismen en forgængelig vare. Den turist, der ikke kom i år, kan vi ikke komme to gange næste år. Derfor er det en fælles opgave at fremme turismen i Danmark.

Den nuværende krise holder mange udenlandske turister væk fra Danmark. De Samvirkende Købmænd og Feriehusudlejernes Brancheforening mener, at turistorganisationerne gør en brav indsats for at tiltrække turister, men de har ikke midler nok til markedsføring.

En ny undersøgelse blandt købmænd viser, at der er alvorlig risiko for butikslukning i turismeområder. Over halvdelen af købmændene i turismeområder svarer ja til spørgsmålet om deres eller andre butikker i byen kan risikere at lukke, hvis området mister turister de kommende år. Feriehusudlejernes Brancheforening, der repræsenterer 56 procent af alle udenlandske overnatninger, vurderer, at den finansielle krise vil betyde et fald i overnatninger på 10 procent i 2009 sammenlignet med året før. I januar og februar 2009 var antallet af overnatninger 20 procent lavere end i 2008. Og selv om påsken tegner bedre end sidste år, så er det i højsæsonen, at prøven skal stås. De Samvirkende Købmænd og Feriehusudlejernes Brancheforening foreslår en væsentligt forøget offentlig markedsføringsindsats i Tyskland. Den øgede markedsføring skal kombineres med et større bundfradrag for sommerhusejere for at få flere danskere til at udleje deres hus. Det er et paradoks, at der i højsæsonen mangler huse til turisterne, fordi danske sommerhusejere dropper udlejning.

Turismen kan komme i en alvorlig krise de kommende år, og det vil ramme hele vejen rundt i lokalsamfund langt kyster og uden for storbyer. Det liv, vi kender uden for storbyerne, er i mange områder afhængigt af turisterne, og det liv er på spil, hvis ikke turismen opprioriteres. Turismen er det "grønne guld", som skal samles op af en fælles indsats. Hvis ingen kan eller vil tiltrække turisterne, så mister vi alle guldet.

De Samvirkende Købmænd / Svanemøllevej 41 / Postboks 122 / 2900 Hellerup / Tlf. (+45) 39 62 16 16 / Fax (+45) 39 62 03 00 / dsk@dsk.dk