DSK Nyhedsbrev

Modtag DSK Nyt pr. mail
Forside    /   Nyheder   /   Debatindlæg

Redigeret 03/01/06

Svenske tilstande?

Debatindlæg af adm. direktør John Wagner, DSK, sendt  til Jydske Vestkysten 2. januar 2006:

Under overskriften ”Købmandshykleri” fortsætter professor Niels Jørgensen fra Syddansk Universitet i Jydske Vestkysten den 23. december sine heftige angreb mod det folketings-flertal og de mange detailhandelsorganisationer, som ønsker en planlovgivning for at bevare den finmaskede butiksstruktur.

Det eneste nye i Niels Jørgensens tilsyneladende alene ideologisk betingede protester mod planlovens detailhandelsbestemmelser er, at han denne gang mener at kunne ”misbruge” en rapport fra de nordiske konkurrencestyrelser som argument mod planlovgivningen. Ifølge rapporten er de danske fødevarepriser højere end f.eks. de franske, mens fødevare-udvalget i de danske butikker er mindre end i de franske.

Nu er det imidlertid også sådan, Niels Jørgensen, at dansk og fransk madkultur er meget forskellig – desværre! – ligesom befolknings-koncentrationerne og dermed grundlaget for såvel de større supermarkeder som specialbutikkerne er markant anderledes.

Derfor er det nok mere relevant netop at sammenligne de nordiske lande, som konkurrencestyrelsernes rapport gør, og her har Danmark så klart det laveste prisniveau. Det er således ikke tilfældigt, hvad enten vi ser på dagligvarepriser eller udvalgsvarehandelens sortiment, at svenskerne valfarter over Øresund for at handle i København, mens trafikken den anden vej er begrænset.

Faktisk er der ikke meget efterlignelsesværdigt i svensk detailhandel. På grund af manglende planlov og i øvrigt også lukkelov har koncentrations-tendenserne hinsidan sejret på en sådan måde, at stort set al svensk detailhandel i dag er koncentreret i stor-centre ved indfaldsvejene til de største byer. Her stortrives de største kapitalkæder på bekostning af selvstændigheds-kultur, landdistrikternes butikker og udvalgsvarehandelen i bymidterne. Som Svend Auken engang udtrykte det: Der er ikke noget mere dødssygt end en svensk bymidte!

Derfor er købmændenes kamp for planloven ikke ”købmandshykleri”, som Niels Jørgensen svinger sig op til at udtrykke det. Købmændenes kamp er og bliver et forsvar for en samfunds- og erhvervsstruktur, hvor det også i fremtiden vil være muligt for borgerne at handle dagligvarer i deres nærsamfund og i en nærtliggende købstad have store valgmuligheder inden for udvalgsvarer. Med andre ord: Vi ønsker ikke svenske tilstande i dansk detailhandel!

De Samvirkende Købmænd / Svanemøllevej 41 / Postboks 122 / 2900 Hellerup / Tlf. (+45) 39 62 16 16 / Fax (+45) 39 62 03 00 / dsk@dsk.dk