Redigeret 22/06/05
Spin i grænsehandelen
Debatindlæg af Claus Bøgelund Nielsen, DSK, sendt til Børsen 22. juni 2005:
Der er gået ”spin” i grænsehandelen. Skatteministeriet har i hvert fald markedsført deres nye rapport ”status over grænsehandelen” med stor succes. Skatteministeren mener, at det nu går så godt med grænsehandelen, at der ikke er behov for nye initiativer. Sådan forholder det sig desværre ikke i virkelighedens verden.
Danskerne køber stadig varer for næsten 9 mia. kroner i udlandet. En meget stor del handles af danske endags-turister, der kører til Tyskland alene med det formål at købe varer som øl, sodavand, vin spiritus og andre dagligvarer, der i Danmark er belagt med ekstraordinære høje afgifter. Handelen med øl er stadig så omfattende, at hver eneste dansker køber en øl i grænsehandlen hver eneste uge! I runde tal svarer omsætningen i de tyske grænsebutikker faktisk til omsætningen hos mere end 100 mellemstore danske supermarkeder. Det er i øvrigt en meget uambitiøs regering, der er glad og tilfreds med grænsehandel for 9 mia. kroner!
De høje danske afgifter på øl, sodavand, vin og spiritus bliver ikke mindre af, at udenlandske turister køber porcelænsfigurer hos Royal Copenhagen. Der er masser af muligheder for at forbedre vilkårene for danske forbrugere og danske virksomheder – uden at sælge for bare én krone mindre til udenlandske turister.
Sodavand sætter rekord
Skatteministeriet opgør grænsehandelen med sodavand til at sætte ny rekord i 2005. Hvis regeringen sænkede afgiften på sodavand ville regeringen både reducere grænsehandelen og samtidig gøre det surt for de utallige uorganiserede kiosker og pizzeriaer, der baserer deres forretning på at se stort på landets lovgivning. Jo mindre afgift, des mindre mulighed for at snyde.
Regeringen er med statsministeren i spidsen stærkt optaget af globaliseringsdebatten. Derfor kan det undre, at regeringen på dette konkrete område slet ikke lægger op til nye initiativer i kampen for flere danske arbejdspladser og bedre vilkår for danske forretningsdrivende og danske forbrugere. Skatteministeriet dokumenterer, at det nytter og alligevel er regeringens svar – ingenting!

