DSK Nyhedsbrev

Modtag DSK Nyt pr. mail
Forside    /   Nyheder   /   Debatindlæg

Redigeret 15/03/10

Skatteminister - vi har et problem

Debatindlæg af Claus Bøgelund Nielsen, underdirektør i DSK, trykt i Erhvervsbladet 10. marts 2010:

"Houston – we have a problem". En verdensberømt underdrivelse udtalt af astronauterne i Apollo 13, da en eksplosion ødelagde rumskibet. I dag er det: "Skatteminister – vi har et problem".

Problemet er den enorme omsætning danske forbrugere i stigende omfang lægger i tyske og svenske grænsebutikker pga. den høje danske moms og høje afgifter. Danskernes grænsehandel sætter i øjeblikket ny rekord, og den længe ventede grænsehandelsrapport bliver derfor hårrejsende læsning for dansk detailhandel.

Der bliver især købt sodavand, øl, vin, spiritus, slik og chokolade, men i stigende grad også almindelige fødevarer. Det skyldes, at Danmark har EU's højeste moms, og vi samtidig er blandt de lande med de højeste afgifter på sodavand, øl, slik og andre søde sager. Desuden er der bebudet en helt ny fedtafgift på visse fødevarer. Ingen andre lande i hele Europa har en fedtafgift, og det vil kun forstærke grænsehandelen yderligere.

Regeringen planlægger i det nye regeringsprogram endda endnu højere afgifter på både tobak og alkohol. Dybt urimeligt, for varer købt i udlandet er altså ikke sundere, end varer købt i Danmark. De billigste cigaretter er billigere i Danmark end i Tyskland, og det er unødvendigt. Minimumsafgiften kan altså hæves på cigaretter til tysk niveau, men afgiften kan ikke hæves så meget som en 25 øre på alkohol – tværtimod!

Grænsehandelen fører mindst fire store problemer med sig. Den betyder tab af danske arbejdspladser, medfører "sort handel", betyder mange tyske øl- og sodavandsdåser i naturen og et unødigt stort forbrug af usunde varer.

I dagligvarehandelen beder vi ikke om hverken bankpakker eller statsstøtte. Vi vil meget gerne konkurrere på lige fod med de udenlandske butikker, men det kræver en harmonisering af moms, afgifter og øvrige omkostninger.

De Samvirkende Købmænd / Svanemøllevej 41 / Postboks 122 / 2900 Hellerup / Tlf. (+45) 39 62 16 16 / Fax (+45) 39 62 03 00 / dsk@dsk.dk