DSK Nyhedsbrev

Modtag DSK Nyt pr. mail
Forside    /   Nyheder   /   Debatindlæg

Redigeret 08/12/04

Problem med sort økonomi skal løses

DSK, har i samarbejde med erhvervsorganisationen HTS foretaget en undersøgelse af dagligvarebutikkernes opfattelse af den ”sorte” økonomi netop nu

I følge undersøgelsen vurderer halvdelen af butikkerne, at de taber omsætning til kiosker og take-away-restauranter, der handler med ”sorte” varer uden moms og afgifter, og i øvrigt er udsat for unfair konkurrence. 47% af købmændene mener, at problemet er blevet større de seneste 2 år.

Det er derfor fuldstændig urimeligt, når den radikale folketingskandidat Charlotte Fischer (Berlingske 7/12) betegner Karen Jespersens klumme for ”mageløst hykleri,” samtidig giver udtryk for, at holdningen om skrappere indsats i virkeligheden er ”en del af fortællingen om Danmarks forhold til sine indvandrere.” Der skal ikke ses gennem fingre med systematiske lovovertrædelser.

Hvad skal vi med love?

Det er dybt krænkende for retsopfattelsen hos lovlydige borgere og virksomheder, når kriminaliteten og den unfair konkurrence fortsat trives i bedste velgående. Der har været politisk fokus på problemet i årevis – uden problemerne er aftagende. Hvor mange sodavand tror idealister som Charlotte Fischer, at butikker som 7-Eleven, Spar og Edeka kan sælge i de københavnske brokvarterer i forhold til kiosker, grønthandlere mv, der sælger varerne uden moms, afgifter, udenom pant- og retursystemet og med medarbejdere, der har "første arbejdsdag.”  Eller hvad med de kiosker og grønthandlere, der deltagere i ”solidariske udligningsordninger,” hvor bøder fra myndighederne dækkes af fællesskabet – skal det fænomen også fejes ind under gulvtæppet?

Det er ikke et spørgsmål om hverken (manglende) tolerance eller noget, der bare minder om fremmedhad. Det er et spørgsmål om, at de love og regler som et politisk flertal – ofte inklusiv Det radikale Venstre! – vedtager, også bliver håndhævet af såvel politiet som domstolene. Det vil faktisk være mageløst hykleri, at mene det modsatte!

De Samvirkende Købmænd / Svanemøllevej 41 / Postboks 122 / 2900 Hellerup / Tlf. (+45) 39 62 16 16 / Fax (+45) 39 62 03 00 / dsk@dsk.dk