Redigeret 25/10/05
Planlov eller hvad?
Debatindlæg af John Wagner, adm. direktør i DSK, sendt til Berlingske Tidende 24. oktober 2005:
Der er tilsyneladende næsten ingen grænser for, hvad man skal stå model til af nedladende betragtninger fra Berlingske Tidendes lederskribent, fordi man tillader sig at forsvare en planlov, som har sikret Danmark et fintmasket butiksnet.
Når lederskribenten savner argumenter, synes metodikken at være, at han så i stedet vælger at råbe højt, meget højt, hult og skingert, ja til tider også ubehøvlet.
Et eksempel herpå var lederen i Berlingske Søndag under overskriften ”Ministerens kamp mod fremtiden kan ikke vindes”. Her kunne lederskribenten med fordel have læst avisens egne sobre reportager om de efterhånden mange ulovlige Bilka- og Føtex-byggerier og nærmere studeret koncentrations-tendenserne i både dansk og udenlandsk detailhandel, før han lod sin galde flyde.
For det første er Føtex i Ribe ikke ”lidt større” end normale supermarkeder. Føtex i Ribe er et ulovligt varehus dobbelt så stort som normale, store supermarkeder à la SuperBest og SuperBrugsen.
For det andet er varehuset ikke ”muligvis” ulovligt. Et enstemmigt Naturklagenævn har altså fastslået ulovligheden. Kammeradvokaten og miljøministeren har bekræftet ulovligheden, og søndag indrømmede sågar Ribes borgmester da også i både Jyllands-Posten og Radioavisen, at kommunen nok burde have undersøgt sagen lidt bedre, før man tillod byggeriet, men ifølge borgmesteren, Preben Rudiengaard, havde kommunen jo bl.a. talt med Dansk Supermarked, som sagde, at modellen med ikke at tælle kioskafdelingen, bageriet og tekniker-rummet med i butikkens bruttoareal, var god nok… Ja, det sagde borgmesteren altså: At kommunen havde talt med Dansk Supermarked om sagen. Herfra har man helt sikkert fået ”sagkyndig rådgivning” i kreativ lovfortolkning!
Berlingske Tidende foreslår, at man i stedet for planloven ”overvejer en ganske anden måde for at sikre, at der stadig er en rimelig butiksbetjening i yderområder og småbyer”. ”Kan der gøres mere for små butikker ved hjælp af skatte- og erhvervspolitikken”, spørger lederskribenten uden i øvrigt at komme med konkrete forslag.
Det kunne ellers være interessant at vide, hvad Berlingske Tidendes alternativ til planloven er, når avisen jo også ønsker at afskaffe lukkeloven, liberalisere markedsføringsloven, tillade mere omførsel af varer osv. F.eks. kunne det være interessant at vide, om lederskribenten tænker på statsstøtte til mindre butikker, som det på et tidspunkt var nødvendigt at indføre i Sverige, som følge af mangel på planlov og lukkelov, eller et totalt stop for byggeri af en bestemt detailhandelskædes butikker (WalMart), som guvernør Schwartzenegger har indført i Californien, eller ”tvangsopløsning” af en stor supermarkedskæde (Tesco), som der tales om i England, fordi kæden har fået en markedsandel på over 30 procent.
Det er nemlig, hvad man i andre lande har måttet tage i anvendelse af ”erhvervspolitiske” virkemidler, fordi man ikke i tide fik en planlov som den danske.

