DSK Nyhedsbrev

Modtag DSK Nyt pr. mail
Forside    /   Nyheder   /   Debatindlæg

Redigeret 10/04/06

Nej tak til til rullende forretninger

Debatindlæg af Henriette K.B. Andersen, DSK, sendt til Sjællandske Næstved 7. april 2006:
 

Evals Gruevski gjorde sig her i avisen den 27. marts til talsmand for rullende foretninger.

Modsat Evals Gruevski, mener DSK ikke, at der eksisterer et forsyningsproblem ude i landdistrikterne. De faste forretninger bringer i dag varer ud til kunderne – ofte uden ekstra betaling herfor.

DSK har sammen med en lang række andre organisationer heriblandt Landdistrikternes Fællesråd advaret mod indførelse af rullende forretninger i større omfang end vi kender det i dag.

DSK er imod rullende forretninger ud fra fødevaresikkerhedsmæssige og konkurrencemæsige årsager. Hertil kommer naturligvis en frygt for, at forslaget vil føre til yderligere problemer med ”sorte” kiosker, der vil sælge varer på fire hjul. Alt andet lige er det sværere at kontrollere rullende forretninger frem for faste forretningssteder. Derfor frygter DSK at det vil resultere i yderligere omgåelse af skatte- og afgiftsreglerne. Der følger ikke nogen ekstra ressourcer til SKAT til denne øgede kontrol!

Fødevarekontrollen har svært nok ved at kontrollere de faste forretningssteder, som den aktuelle situation desværre viser. Hvordan skulle fødevarekontrollen så have ressourcer til at kontrollere de rullende forretninger?

Rullende forretninger vil ikke føre til et merforbrug af fødevarer hos forbrugerne. Ethvert salg fra sådanne rullende forretninger vil derfor være et salg, som går butikker med fast forretningssted forbi. DSK frygter derfor at de faste forretningssteder vil få en unfair konkurrence fra rullende forretninger også f.eks. i forbindelse med festivaler, sommerarrangementer eller lignende. Arrangementer, som de faste forretningsdrivende har ”regnet med” i deres budgetplanlægning.

Hvis rullende forretninger bliver en realitet, så er det ikke land – eller yderdistrikterne, som Evals Gruevski fejlagtigt mener vil nyde godt heraf – nej, det er byområderne, hvor kundegrundlaget er tættere. Dette viser ruten fra Hjem-Is med al ønskelig tydelighed.

De Samvirkende Købmænd / Svanemøllevej 41 / Postboks 122 / 2900 Hellerup / Tlf. (+45) 39 62 16 16 / Fax (+45) 39 62 03 00 / dsk@dsk.dk