Redigeret 22/06/05
Myter og grænsehandel
Debatindlæg af Claus Bøgelund Nielsen, DSK, sendt til Jyllands-Posten 22. juni 2005:
Regeringen har netop fremlagt en ny status over grænsehandelen. Der er tale om et grundigt og gennemarbejdet værk, men konklusionerne fremstår lige lovlige kreative.
Skatteministeriets påstand 1 – Det går godt med grænsehandelen – bedre end de sidste 30 år.
Fakta: Danskerne køber varer for næsten 9 mia. kroner i udlandet. En meget stor del er danske endags-turister, der kører til Tyskland alene med det formål at købe varer, der i Danmark er belagt med ekstraordinære høje afgifter. I runde tal svarer omsætningen i de tyske grænsebutikker faktisk til omsætningen i mere end 100 danske mellemstore super-markeder. Hvorfor er regeringen tilfreds med det?
Skatteministeriets påstand 2 – Grænsehandelen falder.
Fakta: Noget af grænsehandelen falder fra et eksorbitant højt niveau til et stadig højt ni-veau. Det sker netop for de varer, hvor regeringen og Dansk Folkeparti har sænket danske afgifter. For lavere afgifter betyder, at omsætningen flyttes til Danmark og dermed danske arbejdspladser. Det er i øvrigt en meget uambitiøs regering, der er glad og tilfreds med grænsehandel for 9 mia. kroner!
Skatteministeriets påstand 3 – Det går så godt, at skatteministeren afviser flere lempelser.
Fakta: Skatteministeriet dokumenterer med deres rapport og analyser, at de gennemførte afgiftsnedsættelser har hjulpet og virket efter hensigten. Det betyder bl.a., at detailhandelen sænker priserne og at danske forbrugere får adgang til billigere varer i Danmark. Skatte-ministeriet opgør samtidig at grænsehandelen med sodavand vil at sætte ny rekord i 2005. Hvis regeringen vil sænke afgiften på sodavand ville regeringen både reducere grænsehan-delen og samtidig gøre det surt for de utallige uorganiserede kiosker og pizzeriaer, der ba-serer deres forretning på, at se stort på landets lovgivning. Jo mindre afgift, des mindre mulighed for at snyde.
Skatteministeriets påstand 4 – Danmark har overskud på grænsehandel
Fakta: Når en krydstogt-turist køber porcelænsfigurer med hjem indgår det i regeringens opgørelse; blot med omvendt fortegn af danskernes køb af billige dåseøl i Tyskland.
Men det har intet med hinanden at gøre. Vi vil ikke sælge for 1 krone mindre til udlændige på besøg i Danmark, hvis der tages fat på tiltrængte afgiftslettelser – tværtimod.
Regeringen er med rette stærkt optaget af og meget engageret i globaliseringsdebatten. Derfor kan det undre, at regeringen træder vande og stikker hovedet i jorden på dette kon-krete område. Afgiftsnedsættelser betyder flere danske arbejdspladser, billigere varer for danske forbrugere og vil samtidig gøre Danmark mere attraktiv for udlændige.

