Redigeret 01/11/07
Købmandens medansvar i kampen mod fedme
Klumme af John Wagner, adm. direktør, til Børsens FødevareSundhed 1. november 2007:
Som udgangspunkt er det vel stadig sådan, at det er købmandens fornemmeste opgave at indkøbe, præsentere og sælge dagligvarer til forbrugerne – fødevarer en masse, uanset om varedeklarationen i enkelte tilfælde måtte afsløre en højere procent af fedt, sukker eller salt end sundhedsmæssigt og politisk korrekt.
Men – understreger men – hermed har købmanden ikke længere gjort sit arbejde godt nok!
I forlængelse af 1990’ernes megen tale om ”den politiske forbruger”, stiller politikerne og medierne – ofte i omvendt rækkefølge! – i stigende grad krav om, at også den lokale købmand påtager sig et politisk medansvar i kampen for at holde Danmark rent (retursystemer), i kampen mod klimaforandringer (tænkt globalt, handl lokalt!), for en bedre integration af nydanskere, imod de unges bekymrende alkoholforbrug, rygning og spillelyst osv., osv.
Øverst på dagsordenen står her og nu: Kampen mod fedme, og igen er vi i dagligvarehandelen parate til at tage et medansvar. Men vi kan altså ikke gøre det stykvis og delt, konkurrence-forvridende eller uden skelen til, hvad der sker i landene omkring os.
National handlingsplan
Derfor skal her lyde en opfordring til regering og folketing til straks efter folketingsvalget den 13. november at tage initiativ til udarbejdelse af en national handlingsplan mod fedmeepidemien - en plan, hvor vi får alle ingredienser på bordet:
- En afskaffelse af momsen på frisk frugt og grønt
- Et kodeks for markedsføringen af f.eks. slik og sodavand over for børn og unge
- En ernæringsmærkning som det svenske nøglehulsmærke
- Frivillige aftaler, f.eks. om at begrænse fedtprocenten i hakket kød
- Mere ernæringslære i folkeskolen
- Flere idrætstimer
- Sund skolemad
Frivillige aftaler
Fedme-problemets omfang tilsiger, at vi alle bør være fordomsfrie. Også vi i dagligvarehandelen skal medvirke. Der bliver varer, som vi ikke længere bør have på tilbudsavisernes forsider, som vi bør undgå multisalg af osv. Og der bliver varer, som vi skal sælge med mindre fedt, mindre sukker, mindre salt.
Men det kræver, at vi må indgå frivillige aftaler med vore konkurrenter herom – og der savner vi stadig konkrete svar fra både familie- og forbrugerministeren og KonkurrenceStyrelsen, om vi bør og må det i sundhedens tjeneste.
Familie- og forbrugerminister Carina Christensen har med sin sikkert meget bevidste provokation kort efter sin tiltrædelse – fjern slikket fra udgangskasserne! – igangsat en proces, hvor næsten hele dagligvarehandelen med den såkaldte 13-punkts plan fra Dansk Erhverv, DSK, Coop, Dansk Supermarked, Aldi og Lidl trækker på samme hammel.
Økonomisk
Faktisk er dagligvarehandelens tilslutning til en national kamp mod fedmeepidemien så opmuntrende, at det burde imponere flere end os selv – måske ikke mindst de politiske aktører, der med forholdsvis beskedne økonomiske bidrag til øget forskning og flere og større informationskampagner kunne understøtte den videre proces.
Vi taler om ”småpenge”, kære politikere – om investeringer, der kommer mangefold tilbage i form af de efterfølgende besparelser inden for sundhedssektoren. Faktisk har vi slet ikke råd til at beskære Motions- og Ernæringsrådets budget, sige nej til Dansk Varefakta Nævns bøn om et par millioner til folkeskole-undervisning i varedeklarationer m.m.
Jeg indrømmer gerne, at vi i dagligvarehandelen nok var lidt sene til at påtage os vort medansvar. Men det er og bliver en dårlig undskyldning for, at man fra politisk hold desværre har en helt særlig evne til at fraskrive sig et ansvar, hvis det koster lidt ”småpenge”.