Redigeret 28/11/07
Ketchup-effekt i kampen mod fedme
Klumme af John Wagner, adm. direktør i DSK, trykt i Børsen FødevareSundhed 15. november 2007:
Efter et folketingsvalg er det altid spændende, om politikernes valgløfter bliver holdt. Vi får det at se de kommende fire år!
Så lang tid behøver vi ikke at vente på at se de første resultater af den såkaldte 13-punktsplan, som dagligvarehandelen præsenterede for familie- og forbrugerministeren i foråret. Her et halvt år senere kan vi i DSK konstatere,
- at alle købmændenes kæder har taget nye, meget markante initiativer for f.eks. at sælge mere frugt og grønt, og
- at der er yderligere tiltag på vej, så kunderne vil opleve en "ketchup-effekt" af gode initiativer hen over vinteren.
Mere frugt og grønt
Blandt DSK’s medlemmer er kæderne SuperBest, SPAR, Alta, Aktiv Super, Merko, Focus, REMA 1000, 7-Eleven, Løvbjerg og ABC Lavpris. Alle kæder melder om en modernisering og udvidelse af frugt- og grøntafdelingerne, både hvad angår placeringen i butikken og i sortimentets størrelse.
Pris-konkurrencen på frugt og grønt er intensiveret. F.eks. har supermarkedskæden Løvbjerg "fjernet momsen" på frugt fra fast 10 stk. for 25 kr. til 10 stk. for 17,95 kr. – med et markant mersalg til følge!
Markedsføringen af frugt- og grønt, fisk og fiberrige produkter er i det hele taget stærkt intensiveret – også i tilbudsaviserne og på hjemmesider – ofte kombineret med anprisninger som f.eks. "dagfrisk" og understøttet af sunde opskrifter.
Flere kostråd
Langt hovedparten af købmændenes kæder har nu de 8 nye kostråd i kostkompasset og information fra "6 om dagen" som jævnligt tilbagevendende "artikler" i deres tilbudsaviser. De fleste kæder har endvidere indgået samarbejde med eksempelvis Kræftens Bekæmpelse, Hjerteforeningen og Gartneribrugets Afsætningsudvalg (GAU).
Købmændenes kæder fortsætter med at sponsorere eliteidrætten, medens de enkelte butikker bliver stadigt mere aktive med støtte til lokale motionsaktiviteter, ikke mindst målrettet børn og unge. F.eks. var Rema 1000 sponsor på Håndboldskolerne og Aqua Camps med deltagelse af henholdsvis 8500 og 1300 børn.
Nye tiltag
Også i dagligvarehandelen er der initiativer, som ikke kan gennemføres fra den ene dag til den anden. Men der kommer snart en "ketchup-effekt" af de mange bestræbelser på at efterleve 13-punktsplanen:
Grossister og kæder forhandler med producenter og leverandører om produkt-lanceringer inden for "Spis-mest-gruppen".
Adskillige kæder flytter i disse måneder konfekture væk fra kasselinien. Andre har valgt, at der altid skal være sunde alternativer som frugt og "fruit bites" i kassespace.
Flere kæder vil følge Rema 1000’s eksempel og stoppe enhver form for "merstyk-priser" på slik. Nogle overvejer at gøre det samme på chips.
Flere kæder taler om en massiv opprioritering af markedsføringen af frugt og grønt samt fisk i 2008. En kæde implementerer GAU’s sæsonkalender i tilbudsaviserne og opprioriterer samtidig frugt- og grønt-markedsføringen på bekostning af slik og konfekture. En anden kæde vil i tilbudsaviserne bruge den lokale købmand som "talsmand" for et sundere liv.
Politisk opbakning
Derudover har DSK – på alle købmænds vegne – bl.a.
- Tilsluttet sig, at der udarbejdes et frivilligt kodeks for markedsføring af usunde fødevarer i medier målrettet mod børn og indtrådt i Håndhævelsesudvalget for markedsføring af læskedrikke.
- Givet tilsagn om økonomisk støtte til Dansk Varefakta Nævns undervisningsprojekt om varedeklarationer og indledt drøftelser med "6 om dagen" om partnerskab samt sagt ja til at deltage i den såkaldte fuldkornskampagne.
- Opfordret familie- og forbrugerministeren og Konkurrencestyrelsen til at afklare, om dagligvarehandelen må indgå frivillige aftaler om f.eks. at begrænse markedsføringen af slik og nedsætte fedtprocenten i hakket kød.
- Indledt et offensivt "lobby-arbejde" for afskaffelse af momsen på frisk frugt og grønt.
Hvis politikerne følger vor sidste opfordring, vil det i øvrigt være en god start på opfyldelse af mange valgløfter!

