DSK Nyhedsbrev

Modtag DSK Nyt pr. mail
Forside    /   Nyheder   /   Debatindlæg

Redigeret 07/11/05

Genopliv læren fra husholdningsskolerne

Debatindlæg af Henriette K.B. Andersen, DSK, sendt til Berlingske Tidende 4. november 2005:
 

Den livslange læringsproces starter den dag vi bliver født og ser dagens lys for første gang. Vi lærer at tale, gå, drikke og spise…..Sidstnævnte aktivitet er livsnødvendig, men  bliver desværre i stadig stigende omfang til et problem, simpelthen fordi vi er for dårligt rustet til at sammensætte en sund og ernæringsmæssig kost. Den basale viden om ernæring mangler ganske enkelt hos størstedelen af den danske befolkning.

Resultatet af for dårlig/forkert ernæring ses tydeligt i gadebilledet – og specielt blandt de unge er der ved at være tale om en fedme-epedimi som vi før kun har set i USA.

I gamle dage havde man husholdningsskoler, hvor de unge piger som en naturlig del af deres uddannelse kom hen.

Meget af den læring som fandtes på husholdningsskolerne, så som de almindelige kostråd, kalorietælling, hygiejne i køkkenet m.v. findes ikke i tilstrækkelig grad i dag. Det burde være en naturlig og vigtig del af faget hjemmekundskab i folkeskolerne at man som minimum fastsatte et pensum så man fik disse værktøjer til selv at kunne sammensætte en sund, varieret og næringsrigtig kost.

På den måde ville alle børn (og ikke kun pigerne som i gamle dage) tidligt blive bevidste om sund ernæring, om køkkenhygiejne m.v.. Dette værktøj kunne den enkelte så bruge i sin videre opvækst. Således ville enhver ud fra næringsdeklarationerne på fødevarerne være i stand til at vælge korrekt. En sidegevinst kunne også være, at børnene lærte de basale regler om køkkenhygiejne, således at man undgik de unødvendige salmonellatilfælde.

Så til forbrugerministeren – vi har ikke behov for stoplys eller lignende – vi har allerede de oplysninger vi har behov for i form af næringsdeklarationerne – men vi skal blot give befolkningen en basal viden om sund ernæring i folkeskolerne – en lærdom, der desværre er gået i glemmebogen i dag.

Her er således en enkel model for, hvordan vi som samfund kan være med til at opprioritere ernæringslæren på skoleskemaet til gavn for folkesundheden. Undervisningsministerens holdning hertil imødeses med glæde.

De Samvirkende Købmænd / Svanemøllevej 41 / Postboks 122 / 2900 Hellerup / Tlf. (+45) 39 62 16 16 / Fax (+45) 39 62 03 00 / dsk@dsk.dk