Redigeret 16/03/05
Fuld frihed - uanset konsekvenserne?
Indlæg af John Wagner, DSK, sendt til Jyllands-Posten 16. marts 2005:
Traditionen tro benytter Jyllands-Posten enhver lejlighed til at lægge lukkeloven for had. Det gælder også, når andre dagblade, i denne omgang Børsen, for nylig lancerede ”rygter” om den forestående lukkelovs-revision - rygter, der senere samme dag blev dementeret af Økonomi- og Erhvervsministeriet.
For Jyllands-Posten er det tilsyneladende vigtigst af alt, at ”åbningstiderne alene skal afgøres af forbrugernes behov og de markedsøkonomiske kræfter… kun ved at give markedskræfterne frit spil, kan Danmark få det butiksmønster, som forbrugerne ønsker”, som avisen udtrykker det.
Men hvilke forbrugere er det, at Jyllands-Posten taler om? Et spinkelt flertal i nogle meningsmålinger? Altså forbrugerne i de større byer, forbrugerne med bil, tid og lyst til at køre længere også for at handle dagligvarer?
Det er i hvert fald indiskutabelt, at forbrugerne i landdistrikterne og i storbyernes boligområder vil blive Sorteper, hvis lukkeloven afskaffes, som Jyllands-Posten ønsker. Jyllands-Postens urskovs-liberalisme vil medføre en voldsom butiksdød blandt mindre butikker i landdistrikterne, i mange boligkvarterer, og mange udvalgsbutikker vil få det svært også i storbyernes bymidter.
Vinderne ved en voldsom lukkelovs-liberalisering vil være storbyernes storcentre, lav-prisvarehuse og mega-butikker ved indfaldsvejene til de 20-25 største byer samt discountbutikkerne med en begrænset vareudvalg. Herom er 34 organisationer af forbrugere, ansatte og forretningsdrivende samt stort set alle detailhandelseksperter enige, men det gør naturligvis ingen forskel for Jyllands-Posten, for her er det ideologiske budskab klokkeklart: ”Fuld frihed, tak”, som overskriften hed i Jyllands-Posten den 2. marts.
Fuld frihed, tilsyneladende helt uanset konsekvenserne!

