Redigeret 28/06/05
Fra sag til skandale
Debatindlæg af John Wagner, adm. direktør i DSK, sendt til Information 29. juni 2005:
Lad mig indledningsvis slå fast: DSK fortsætter den snart syv år lange kamp mod det ulovlige Bilka-lavprisvarehus i Horsens og dermed for ligeret for loven - uanset ju-stitsministerens udokumenterede påstande om et ”eksorbitant værdispild”, hvis lav-prisvarehuset skulle ommøbleres til et butikscenter i overensstemmelse med gældende planlov.
Hermed håber jeg at have udryddet én af de mange misforståelser, som præger medi-ernes behandling af den Bilka-sag, der mere og mere har karakter af en skandale. Lad mig straks tage fat på et par af de allermest udbredte myter og forkerte påstande:
1. Med Vejle amtsråds vedtagelse af et nyt regionplantillæg, der tillader endnu et lav-prisvarehus i Horsens, er sagen slut.
Intet er mere forkert!
Dels bliver det spændende, hvad man vil gøre ved den problemstilling, at regionplan-tillægget omhandler et lavprisvarehus på 14.000 m², mens Bilka ifølge Skov- og Na-turstyrelsen er på 17.584 m². Vil man fysisk lovliggøre den resterende del af lavprisva-rehuset? Eller er der et nyt regionplantillæg på trapperne?
Men dette er så i øvrigt kun en ny nærmest humoristisk detalje i Bilka-føljetonen. Det vigtigste er, at der efter vor opfattelse ikke eksisterer ”den særlige planlægningsmæs-sige begrundelse”, som skal være tilstede for at tillade dagligvarebutikker på over 3000 m².
Derfor har vi øjeblikkeligt indbragt sagen for Naturklagenævnet, og hvis det skulle træffe en ny forkert afgørelse i denne sag (som tilfældet jo var, da det mente, at Horsens Kommune havde dispensationskompetence til misbrug af den gamle lokal-plan), så kan sagen ankes til landsret og måske højesteret, som jo tidligere har givet DSK medhold i sagen.
2. Med justitsministerens beslutning om ikke at standse den retlige lovliggørelse, er der også taget stilling til, om der er ”en særlig planlægningsmæssig begrundelse”.
Også helt forkert!
Det fremgår klart af Skov- og Naturstyrelsens brev til Vejle Amt af 30. maj, at der ikke er taget stilling til regionplantillæggets lovlighed: ”Det bemærkes, at Miljøministeriets gennemgang af planforslaget ikke omfatter legalitetskontrol”. Og af det notat fra sty-relsen, som lå til grund for ministerens afgørelse, fremgår, at ”Ministeriet siden detail-handelslovens (planlovens detailhandelsbestemmelser) ikrafttræden (har) nedlagt veto (gjort indsigelse) mod samtlige forslag til regionplaner og regionplantillæg, der har åbnet mulighed for etablering af dagligvarebutikker med et bruttoetageareal over 3.000 m²”… Der kan derfor næppe herske nogen tvivl om, at ministeren ville have nedlagt veto, hvis det lovlige plangrundlag var søgt tilvejebragt forud for etableringen af Bilka i 1999”. (Min understregning). Det må man vist kalde et vink med en vognstang!
3. Nu er den ulovlige Bilka lovliggjort med tilbagevirkende kraft.
Igen forkert!
Uanset hvad Naturklagenævnet, landsret og højesteret i fremtiden måtte mene om det nye regionplantillæg, så har lavprisvarehuset været ulovligt fra sin etablering og frem til den dag, hvor det måtte blive lovliggjort med en ny lokalplan.
Der er nemlig ikke tale om, at der af Folketinget er blevet vedtaget en lovgivning med tilbagevirkende kraft, men det kan selvfølgelig blive det næste? Der er alene tale om, at Horsens Kommune nu kan lovliggøre det ulovlige byggeri (bygningerne), og at ju-stitsministeren ikke har villet forhindre amtet i at vedtage et regionplantillæg med en butik på over 3000 m². Herefter er det altså Naturklagenævnet, der skal tage stilling til lovligheden af den del af sagen. Og uanset udfaldet af denne sag forbliver lavprisvare-huset altså ulovligt fra dets etablering frem til nu, og det er for indtjenings-tabet i den periode, at de øvrige dagligvarebutikker i og omkring Horsens kan forlange erstatning.
4. Baggrunden for DSK’s engagement i denne sag er erstatningssagen, altså ønsket om ussel mammon.
Atter forkert!
Faktisk koster det DSK mange ressourcer at kæmpe den lange kamp mod den ulovlige Bilka i Horsens (og Dansk Supermarked A/S’ efterhånden mange andre ulovlige byg-gerier rundt om i landet), og vi har ikke store forventninger til, at vore medlemmer i området får fuld dækning for deres tab.
For DSK er der tale om en principiel og politisk kamp for lige ret for loven og for, at det ikke skal lykkes en aggressiv konkurrent, en kreativ borgmester og et svagt amts-råd at underminere landets planlovgivning.
5. Bilka-sagen viser, at der er et behov for en liberalisering af planloven.
Forkert - snarere tværtimod!
For det første viser Bilka-sagen, at der er behov for at kigge på gamle lokalplaners va-righed. Ved en modernisering af planloven bør man overveje, om der i fremtiden bør være en ”holdbarhedsdato” på lokalplaner, så man ikke mange år efter ændringer i landsplanlægningen kan lægge gamle lokalplaner til grund for byggerier i åbenlys modstrid med ny planlægning.
For det andet viser Vejle amtsråds ualmindelig tynde forsøg på at opfinde en ”særlig planlægningsmæssig begrundelse” for Bilka, at der er behov for mindre vage og elasti-ske bestemmelser på dette område.
Med andre ord: Når en uhellig alliance af en detailhandelskæde, der tilsyneladende som forretningsfilosofi har at afprøve lovgivningens grænser, og kommunalpolitikere, der ikke forstår at sætte grænserne, så må loven præciseres - ikke liberaliseres!
Alternativt kan man naturligvis også helt afskaffe loven, som politikere fra Venstre og Dansk Folkeparti til tider har talt om. Så skal man så også bare se i øjnene, hvad det kommer til at betyde af butiksdød m.m.
En afskaffelse af planloven vil fuldende skandalen. Derfor fortsætter kampen!

