Redigeret 16/08/07
Fortsat omfattende grænsehandel
Debatindlæg af Claus Bøgelund Nielsen, underdireketør i DSK, sendt til Børsen 11. juli 2007:
Grænsehandelen med nydelsesmidler og mad svarer til omsætningen i 100 større danske supermarkeder
Skatteministeren har offentliggjort den årlige status over grænsehandel. Danskerne grænsehandler stadig for et eksorbitant højt beløb i udlandet om end grænsehandelen med visse nydelsesvarer er svagt aftagende grundet de senere års afgiftslettelser. Lavere afgifter betyder mindre grænsehandel, og stor tak til regeringen og Dansk Folkeparti for det, der er gennemført de senere år.
Mange politikere, journalister og andre meningsdannere hæfter sig gerne ved, at den samlede grænsehandel er stagnerende til svagt faldende. Det stiller man sig så tilfreds med, og fra politisk side er der da heller ikke umiddelbart lagt op til nye initiativer.
Jamen, er der da ikke snart gjort nok, vil nogen sikkert mene. Hvis man tager udgangspunkt i Skatteministeriets egne tal, kan læseren jo selv dømme. Mængden af øl købt i udlandet udgør 25 pct. af den totale mængde øl købt i danske butikker. Hver dansker – fra spæd til olding – køber årligt 1 ltr. spiritus og 19 – 20 ltr. sodavand i udlandet, og endelig er grænsehandelen med ganske almindelig mad steget med over 30 pct. på blot et år. Det sidste skyldes naturligvis den tyske fødevaremoms på blot 7 pct. mens vi i Danmark har EU’s højeste momssats på fødevarer.
Det er simpelthen ikke godt nok, hvis der blot trækkes på skulderen over så voldsomme mængder, der fortsat købes i udlandet. Grænsehandelen med nydelsesmidler og mad svarer til omsætningen i 100 større danske supermarkeder.
De danske afgifter må og skal harmoniseres med udlandet. Det har man talt om siden 1972, men det er mildest talt ikke gået så stærkt som danske forretningsdrivende og danske forbrugere kunne ønske. Arbejdet er ikke færdigt, og danske afgifter er fortsat for høje i forhold til landene omkring os.

