DSK Nyhedsbrev

Modtag DSK Nyt pr. mail
Forside    /   Nyheder   /   Debatindlæg

Redigeret 27/04/10

Det handler om en kulturs overlevelse

Debatindlæg af John Wagner, adm. direktør, DSK, trykt i JyllandsPosten 26. april 2010:

          
Hvert år fremsættes i Folketinget et utal af lov- og beslutningsforslag, som kun har til formål at markere et medlems tilstedeværelse, aldrig bliver til lovgivning og, hvis det blev, i bedste fald ville være helt uskadeligt.

Dansk Folkeparti har netop med Colette Brix som ordfører fremsat et forslag til folketingsbeslutning, B 222, som er en særdeles velkommen undtagelse fra ovenstående hovedregel.

Forslaget tilsigter nemlig en helt nødvendig og kærkommen "forbedring af forholdene for selvstændige erhvervsdrivende".

Ifølge forslaget skal regeringen inden udgangen af 2010 nedsætte en kommission eller et udvalg, som skal skabe bedre og mere rimelige forhold for selvstændige erhvervsdrivende.

Forslaget handler altså kort og godt om selvstændigheds-kulturens overlevelse – selve rygraden i dansk erhvervsliv, som risikerer at forvitre i en økonomisk krise med mangel på risikovillig kapital, som følge af globalisering, de fortsatte tendenser til koncentration omkring de store byer, måske overdreven liberalisering, uddannelsernes fokusering på lønmodtager-beskæftigelse osv.

For selvstændige forretningsdrivende har politiske tiltag som gentagne lukkelovs-liberaliseringer, stigende Dankort-gebyrer, administrative byrder på det fødevaresikkerhedsmæssige område, på arbejdsmiljøområdet, i overenskomster med meget mere ikke gjort livet lettere.

Og jeg ved – desværre! - fra min fortid som direktør i Arbejdsløshedskassen for Selvstændige Erhvervsdrivende, ASE, og gode kontakter til Håndværksrådet, Fødevarer & Landbrug, Landdistrikternes Fællesråd m.fl., at selvstændigheds-kulturen som helhed er under pres.

Det handler altså ikke "bare" om, at "den lille købmand" har det svært. Tusindvis af selvstændige forretningsdrivende inden for både handel, håndværk og landbrug har dystre fremtidsudsigter. Og det gælder altså også mange ejere at store butikker, større håndværks-virksomheder og landbrug. 

Der råder en hidtil uset og skræmmende kamp om kapital, det er blevet alt for besværligt at være selvstændig erhvervsdrivende, og dertil er den selvstændige på flere områder udsat for en urimelig "diskrimination" i forhold lønmodtagere og konkurrerende aktieselskaber.

Derfor skal her lyde en kraftig opfordring til regeringen såvel som oppositionen om inden Folketingets sommerferie at vedtage Dansk Folkepartis beslutningsforslag.

Faktisk ville det i sig selv være en velkommen opmuntring til de selvstændige erhvervsdrivende, hvis et enigt Folketing for en gang skyld kunne glemme taktisk bestemt ævl og kævl og i stedet i enighed stå bag dette gode erhvervspolitiske tiltag.

Det kan i hvert fald ikke skade!

De Samvirkende Købmænd / Svanemøllevej 41 / Postboks 122 / 2900 Hellerup / Tlf. (+45) 39 62 16 16 / Fax (+45) 39 62 03 00 / dsk@dsk.dk