Redigeret 15/08/05
Brændt barn skyr ilden
Debatindlæg af John Wagner, DSK, sendt til Jydske Vestkysten 11. august 2005:
Under overskriften ”Protest mod fri konkurrence” går Jydske Vestkystens debatredaktør, Kjeld Ravn, den 21. juli til angreb på De Samvirkende Købmænds holdning til lukkelov, planlov og næringslov, herunder regeringens tanker om at tillade mere såkaldt ”omførsel af varer”.
Kjeld Ravn skriver, at ”ethvert forslag, der ændrer ved detailhandelens forhold, mødes med protest” (af DSK).
Sludder og vrøvl! DSK har kun godt at sige om mange nye politiske tiltag, f.eks. Folketingets etablering af ”Næringsbasen” med henblik på at begrænse salget af ubeskattede varer i kiosksektoren og gentagne lempelser af afgifterne på grænsehandelsfølsomme varer.
Men nu er det vel heller ikke sådan, at al forandring pr. definition er et gode. Forandringer for at forbedre, jo tak! Forandringer for at bevare, måske, hvis det er værd at bevare. Forandringer til det værre, ellers tak!
Lukkelovs-revisionen inden Folketingets sommerferie og tanker om en voldsom liberalisering af planloven er så klart forandringer til det værre, for disse tiltag vil alt andet lige være til skade for det fintmaskede butiksnet.
Såvel lukkelovs-liberaliseringen som en planlovs-liberalisering vil betyde butiksdød i købstædernes bymidter, i boligområderne og landdistrikterne. Kun kapitalkæder i stor-centre uden for de allerstørste byer vil juble!
Når DSK så også advarer mod tankerne om en liberalisering af næringsloven, herunder bestemmelserne om omførsel af varer, så f.eks. Hjem Is også kan sælge frosne pizzaer og ænder, er forklaringen ligetil: Salget fra disse varebiler vil gå fra de dagligvarebutikker netop i boligområderne og landdistrikterne, som i forvejen har det svært.
Men ikke nok med det: Der er en overordentlig stor risiko for, at det ikke bare bliver seriøse virksomheder som Hjem Is, der vil nyde godt af en sådan liberalisering af næringsloven. Det bliver formentlig i større udstrækning den betændte del af erhvervslivet, som i dag sælger ubeskattede og ulovlige varer i store dele af kiosksekstoren.
Hvis regeringen kan anvise en skudsikker løsning på de problemer med snyd og bedrag - også i ordets egentlige forstand - som risikerer at flytte fra dele af kioskmarkedet over på fire hjul, så vil vi i DSK naturligvis også fordomsfrit studere regeringens forslag til en liberalisering af næringsloven.
Men brændt barn skyr ilden!

